Benny Andersen Biografi

Barndom: Benny Andersen er opvokset i et arbejderhjem under trange kår. Hans far var murerarbejdsmand, men selvom familien var hårdt presset økonomisk og måtte flytte 12 gange inden for Benny Andersens første fire leveår, var det meget vigtigt for dem, at Benny Andersen og hans bror fik mulighed for at udfolde sig i den retning, de gerne ville. Familien investerede således i et piano, før Benny Andersen var fyldt ti, og der lærte han at spille. Allerede i sine helt unge år læste Benny Andersen også meget. Han kunne læse, før han kom i skole, og i sin skoletid læste han mange og tunge værker. Senere har han fortalt, at han formentlig var så optaget af læsningen, fordi han forsøgte at finde sin egen unikke identitet. Ungdom og uddannelse: Benny Andersen forlod skolen efter syvende klasse og fik arbejde som cykelbud. To år senere fik han job som kontorist på et reklamebureau, men var mere interesseret i avisernes kronikker end i deres reklamer. Han ville gerne læse litteratur og tog derfor årene fra syvende klasse til gymnasiet på kursus. Efterfølgende tog han studentereksamen på aftenkursus ved siden af fuldtidsarbejdet på reklamebureauet og et bijob som pianist på en danseskole. Men det var også på aftenkurset, Benny Andersen mødte Signe Plesner (som senere blev hans første kone). Hun var meget interesseret i lyrik, og i et forsøg på at vinde hendes hjerte besluttede Benny Andersen, at han ville skrive digte for at imponere hende[1]. Det lykkedes, og de to fandt sammen. Da besluttede Benny Andersen, at han måtte udgive en hel digtsamling for virkelig at imponere hende. Voksenliv: Signe Plesner fik et nervesammenbrud under arbejdspresset på studenterkurset, og hun og Benny Andersen droppede deres drøm om at læse litteratur på universitetet. I stedet rejste Benny Andersen i 1948 til Esbjerg, hvor han fik et job som barpianist, så han kunne forsørge Signe og sig selv. Der begyndte han også at digte meget intenst og arbejdede i to år med en stor novellesamling og en digtsamling, før han rejste videre og blev omrejsende pianist bl.a. i Uppsala. Efter endnu et års arbejde med digtene sendte han dem til Gyldendal, men fik en afvisning tilbage. Det gjorde han også på sin novellesamling, og efter en række afslag fra andre forlag, tabte han modet. I tre år havde han arbejdet dag og nat, mens han var på farten, men alt var blevet afvist. I første omgang valgte han helt at stoppe skrivningen. Han var fortsat deprimeret, men i pausen begyndte han at vende sig mere ud mod verden og væk fra tankerne om