Det var søndag morgen. Klokken var ca. 09.20 da Dan, min træner, ringede og sagde at jeg havde sovet over mig og at kampen skulle begynde om 40 minutter. Jeg vågnede som en fisk, sprang ud af sengen, fik tøj på og løb ned i køkkenet, hvor min mor var i fuld gang med at bage til min lille brors fødselsdag. Jeg spurgte hende om hun kunne køre mig, men det kunne hun ikke fordi så ville kagen der var i ovnen brændes. Min far var i Danmark på en eller anden messe, så han kunne ikke køre mig. Det var søndag, og busserne kører ikke så tidligt på søndag, så jeg måtte løbe hele vejen op til gundadal. Da jeg kom til gundadal, var kampen allerede begyndt. Jeg løb ind i omklædningsrummet og skiftede. Da jeg kom ud igen havde HB lige fået et mål, så der stod 0-1. Dan virkede ret sur på mig, så jeg satte mig bare stille ned på bænken.
Omkring 10 minutter inde i anden halvleg, sendte Dan mig ud at varme op. Jeg kom ind da 25 minutter var tilbage af kampen. Jeg vidste at jeg havde noget at bevise overfor min træner, efter at jeg havde gået så sent i seng dagen før kampen. Jeg har aldrig spillet en så god kamp, men der skete noget virkelig mærkeligt i kampen. Jeg spiller helt fremme. Sigurð, en på mit hold, fik bolden på midtbanen. Han sendte den ind om deres forsvar til mig. Jeg var først på bolden, og var et par meter foran deres forsvarsspillere, så jeg var alene med målmanden. På vej op mod målet fik jeg et flashback. Jeg så Fernando Torres store afbrænder imod Manchester United på lørdag, dagen før kampen. Jeg tænkte bare at jeg skulle gøre lige det samme som ham gjorde, men bare sætte den i målet i stedet for at skyde den ved siden af, så jeg tog trækket ud om målmanden og satte den trygt i nettet til 1-1.
Det er gratis at oprette en konto