Referat af 'De tre skeletters ø'

Historien handler om en ung mand, der arbejdede på et fyrtårn. Han var ikke tvunget til arbejdet, men fordi lønnen var høj, meldte han sig frivillig til arbejdet, så han kunne opnå sit mål, som var at blive gift. Fyrtårnet lå ca. 20 miles(32 km) fra fastlandet på øen ” De tre skeletters ø ”. Grunden til at øen hedder sådan, er at der engang var 3 straffefanger, som flygtede fra Cayenne i en stjålen kano, strandede på klippen, undgik druknedøden, men senere omkom ar sult og tørst. Da de blev fundet, var der kun tre knogledynger tilbage, som fuglene havde pillet rene. Derfor hedder øen ” De tre skeletters ø ”. Omkring øen var der fyldt af store hajer, som patrouillerede omkring fyret. Efter at den unge mand kom tilbage fra hans orlov, mødte han 2 andre på fyret, en bretagner ved navn Le Gleo, og den baskiske fyrmester, Itchoua.

En nat kaldte Itchoua, som havde nattjeneste, på Le Gleo og den unge mand, der sov i deres værelser midt i tårnet. Han havde set et skib, der havde retningen mod dem. Skibet var uden passagerer. De rettede kikkerterne mod forstavnen, og der stod med tydelige sorte bogstaver på baggrund af et hvidt redningsbælte: ” Cornelius-de-Witt, Rotterdam ”. Det var et hollandsk skib. Skibet sejlede nærmere og nærmere til fyrtårnet, og i det samme råbte de alle tre: Rotterne! Det var ikke de sølle rotter, man ser iland, som knap nok er en fod lange fra den skælvende snude til den skaldede halespids, som farer af sted og skjuler sig, blot de hører fodtrin. Disse rotter var skibs og krigeriske -rotter, store, kloge, tapre, væsener, som er født på havet og sejler jorden rundt om bord på skibe og flytter over på andre større skibe. De hollandske rotter har et godt sammenhold og meget hævngerrige. Hvis man blot gør en af dem fortræd, vil dens gennemtrængende skrig få kammeraterne til at overfalde en i store sværme, sønderrive én og ikke holde op, indtil de har flænset kødet af benene på en. Da rotterne ankom til øen, hoppede de fra skibet til land, og nogle af dem faldt ned i vandet, men de druknede ikke. De befandt sig som fisk i vandet, formerede sig i lange rækker med løftede hoveder og udstrakte haler. I det samme lød der et skrig, sammensat af utallige skrig, mere gennemtrængende end lyden af en hyldende sav, der har kursen mod fyret for at anfalde Le Gleo, Itchoua og den unge mand. De havde knap nok tid til at springe tilbage, lukke døren til fyromgangen, løbe ned ad trapperne og lukke alle vinduer tæt til. I fyrtårnet var der kun et par millimeter glas mellem rotterne og Le Gleo, Itchoua og den unge mand. Rotterne stank total, så luften var dårlig. Den første nat, kunne de ikke sove. Hvert øjeblik havde de på fornemmelse, at der var kommet en åbning, at et vindue havde givet efter, og at deres frygtelige belejrere myldrede ind gennem sprækken. Nu sagde Le Gleo til de andre, at i stedet for at øen hedder ”De tre skeletters ø”, bliver det til ” De seks skeletters ø ”.