”Janus! Hav nu en smule tålmodighed”, sagde min mor bestemt. Jeg kiggede op på det store bornholmer ur, som tikkede i den samme kedelige takt. Det fik det til at føles, som om tiden gik langsommere og langsommere. Øv, vi havde kun været her i 6 minutter. Mine forældre og jeg var ude for at kigge på et nyt hus, men jeg var helt og aldeles i mod den idé. Vores nuværende hus lå i en lille by og havde en stor have, hvor jeg kunne leje skattejagt og andre lege.
Det nye hus til gengæld lignede noget, der havde stået der, siden man brændte hekse af og troede at jorden var flad. Jeg fik også lige set et kort glimt af naboerne, de lignede et af de ældre par, der spiser aftensmad uden at snakke sammen. Et af de par der bare kører det samme program hver dag. Et af de par der er så forudsigelige, at børnebørnene for sekstende år i træk spiller overraskede over at de har fået en bog igen. Puha hvor var det bare ikke det, jeg havde allermest lyst til at flytte hen til. Så jeg gik i protest, eller det vil sige jeg flygtede fra rundvisningen. Ikke det mest effektive, men jeg var 11 år dengang, hvad kunne jeg ellers gøre?Min mor virkede heller ikke super dedikeret i sit forsøg på at få mig tilbage.
Det er gratis at oprette en konto