Skærmen ændrede sig og der lød en stemme i højtalerne. ”passagerne der skal med Sas skal henvende sig ved skranken”. På skærmen stod der boarding. Altså skulle jeg finde terminalen og stå på mit fly. Det var ret mange mennesker. 120 stuks talte jeg det til. Der var gået kaos i det hele. Computeren var blevet overbelastet. Den kunne ikke følge med mere, og det samme med damen bag computeren. Nu måtte det være nok. Jeg havde noget jeg skulle nå. Først efter en halv time kunne flyet komme af sted.
”Hallo my name is Stedan Rasmussen, and i’m gonna be your captain on today’s trip”, sagde en ualmindelig dårlig engelsktalende kaptajn. Helt hæsligt at hører på. Herefter kom alt det vi kende. Stewardesserne viste hvad man skulle gøre ved nødlanding. Hvornår i alt i alt verden, skulle vi nogensinde for brug for det. Og hvad er chancen for at man styrter. Så lav at det ikke kommer til at ske i min livstid. Endelig kørte flyet ud til landsbanden. Og vi ventede kun på at for tilladelse fra flyvelederen. ’
Kom nu, tænkte jeg, nu ville jeg godt snart tænde min computer, så jeg kan for lavet mit arbejde. Efter 10 min var vi kommet op i den rette højde og jeg tændte min computer. Men der gik ikke lang tid, før at flyets højre motor stod af. Stemme viskede rundt omkring mig. ”Gid jeg var blevet hjemme hos min familie”, lød det omme bag fra. ”Skal vi nu alle sammen dø” var der en der råbte. Nu gik lyset også. Det blev ikke ligefrem bedre. Lige pludselig blev der helt stille. Den sidste motor var gået. Nu var vi nærmest dødsdømt. Uden motor kraft kunne vi stille og roligt dale ned til vores død. I 10 min svævede vi bare. Tankerne væltede rundt. Måske var det dumt at forlade familien her tæt på juleaften. Her i dette vigtige øjeblik var de der ikke. Nu hvor jeg endelig havde brug for, var de der ikke.
Det er gratis at oprette en konto