Når vi i dagligdagen bruger begrebet «stoffer» refererer vi imidlertid sædvanligvis til en mere afgrænset gruppe af stoffer, nemlig de, der betegnes som «rusmidler», «narkotika» eller «euforiserende stoffer». Selvom de 3 betegnelser egentlig dækker over forskellige grupper af stoffer, anvendes de gerne, som om de var synonyme. I denne sammenhæng bruges betegnelsen euforiserende stoffer, fordi den bedst omfatter den sammenhæng, der er, mellem den virkning, stofferne har, og den bestræbelse, der udfoldes fra samfundets side på juridisk at regulere forbruget af stofferne.
Den lov indenfor dansk lovgivning, som forbyder nogle stoffer og regulerer omgangen med andre, hedder således: «Lov om euforiserende stoffer». Denne lov suppleres endvidere af en bekendtgørelse om de euforiserende stoffer, som er udarbejdet af og løbende bliver opdateret af Sundhedsministeriet. Som det vil fremgå, betyder det imidlertid ikke, at man blot uden videre kan slutte, at loven såvel som bekendtgørelsen omfatter netop de euforiserende stoffer og netop det forbrug af dem, som kan anses for at være mest truende mod danskernes sundhedstilstand. Der er således stoffer, som det aldrig er påvist i sig selv er sundhedsskadelige, som er omfattet af loven og bekendtgørelsen, mens der er stoffer, som det for længst er påvist er sundhedsskadelige, som ikke er omfattet. Endvidere skelner loven og bekendtgørelsen ikke mellem forskellige former for brug af stofferne, uanset at det må antages, at den lejlighedsvise eller rekreative brug af de stoffer, loven og bekendtgørelsen omfatter, er mindre sundhedsskadelig end den konstante, vanemæssige brug af dem.
Det er gratis at oprette en konto