H. C Andersen er en digter/forfatter, han har lavet flere hundrede historier og digte hvor mange af dem er verdenskendte. Digtet Psalme er et religiøst digt fra 1864, disse oplysninger har ikke den største betydning om digtet, lidt har det dog eftersom det er religiøst.
Digtet drejer sig om gud og satan, himlen og helvede. Handlingen er ikke ligefrem gengivelig, da det ikke rigtig handler om en speciel person, men om en hel religion og hvad folk går og tænker på. Stemningen er lidt trist synes jeg, han ser sig selv som en der gør alt ondt, og alle andre der hjælper ham når han gør noget godt, altså han synes ikke rigtig han gør noget godt selv. Digtet er opbygget omkring gud, han er bange for han ikke kan komme til himmelen fordi han aldrig har gjort noget godt af sig selv. Ikke rigtig eftersom det hele drejer sig om religion og handler om gud og helvede, han beder for at gud hjælper ham op til himmelen så han ikke falder ind i mørket og ensomheden. Så stemningen forbliver mat, mørk og trist hele digtet igennem.
Når man læser digtet op, vil ens stemme automatisk blive lidt dyb og trist, da digtet også er noget trist og mørkt, lydene er meget mørke og hårde man lægger mere kraft i de mere kraftige ord og vokaler. Rimene er sat op A-A-B-B-C-C og en blanding mellem øre, øje og almindelige rim. Digtets rytme er ret normal syntes jeg, man læser en linje lille pause næste linje og så en større pause end den første og sådan bliver det ved. Rytmen i digtet hænger ikke rigtig sammen med selve indholdet, måske lidt, at sætninger bliver mere langtrukket og mørke.
Det er gratis at oprette en konto