Babettes gæstebud er en fortælling, der er skrevet af Karen Blixen. Den blev oprindeligt skrevet på engelsk og udkom i 1950, men blev senere oversat (gendigtet) til dansk af Karen selv og udkom 1958 i Skæbne-Anekdoter sammen med en række andre fortællinger. Den blev filmatiseret i 1987 af Gabriel Axel og vandt en Oscar for den bedste udenlandske film.
Babettes gæstebud indskriver sig i den danske 50’er litteratur som en atypisk fortælling, der ikke opfanger mange af tidens i øvrigt samfundsdebatterende eller åndeligt indadvendte tendenser. Hverken verdenskrigene, industrialiseringen eller moderniseringen finder vej til Karen Blixens forfatterskab, og hendes stil bliver dermed tidløs.
Karen Blixen har i sit liv skrevet fx bøger, fortællinger og breve. Hun voksede op i Nordsjælland og havde en opvækst uden økonomiske problemer. Dette har uden tvivl givet hende friere tøjler til at udvikle og udtrykke sine kunstneriske evner.
Babettes Gæstebud handler om den franske mesterkok Babette, der efter sin flugt fra Pariserkommunen bliver husholderske ved to midaldrende meget fromme og gode søstre i Berlevåg i Norge. Efter 14 år ved søstrene omgivet af den lille asketiske menighed og med simpel norsk madlavning vinder Babette titusind franc i det franske lotteri, og hun får lov til at tilberede en fantastisk fransk middag for den på dette tidspunkt splittede menighed. Middagen afholdes på dagen for højtideligholdelsen af 100 års fødselsdagen for søstrenes nu afdøde far, den højtelskede, respekterede og magtfulde provst. Gæstebuddet og den fantastiske madkunst forener for en stund det jordiske liv med himmelens herligheder, og for én gangs skyld oplever menigheden sand lykke.
Det er gratis at oprette en konto