Formålet med dette forsøg er, at undersøge hvor meget vand en plante drikker, under forskellige forhold.
Teori
Landplanters overjordiske dele er dækket af en cutikula, ofte med et tyndt lag voks og undertiden med hår, der effektivt hindrer fordampning, transpiration, fra plantens overflade. Langt det største vand tab sker gennem spalteåbninger, der oftest er lokaliseret på undersiden af bladene.
Fordampningen fra spalteåbningerne er ofte betydelig, og de fleste planter mister flere hundrede liter vand fra bladene for hvert kg stof, der dannes ved plantens vækst. Da vand er absolut nødvendigt for cellernes overlevelse, kan det synes uhensigtsmæssigt, at transpirationen er så stor. Den store fordampning hænger sammen med, at planters vigtigste næringsstof, CO2, findes i luften i ringe mængde, ca. 0,03%. Planterne kan ikke effektivt optage CO2 gennem spalteåbninger uden samtidig at miste vand ved transpiration. Om natten, hvor der alligevel ikke kan bruges CO2 ved fotosyntese, er spalteåbningerne lukkede, hvorved vand tabet reduceres betydeligt. Spalteåbningerne registrerer lys og åbner sig om morgenen, når fotosyntesen kræver adgang for CO2. Åbningen afpasses, sådan at spalteåbningerne er netop tilstrækkeligt åbne til at opfylde fotosyntesens behov for CO2. Hvis fordampningen bliver for stor, og planten risikerer udtørring, kan den lukke spalteåbningerne. Derved går fotosyntesen i stå, men planten kan overleve, indtil der bliver mere vand til rådighed. Planternes vandhusholdning er altså et kompromis mellem den nødvendige optagelse af CO2 gennem de åbne spalteåbninger og fordampningen fra disse.
Det er gratis at oprette en konto