Analyse af Helle Helles 'En stol for lidt'

Analyse og fortolkning af ”En stol for lidt” af Helle Helle

”En stol for lidt” er en kortprosatekst skrevet af Helle Helle i 1996. Kort sagt handler den om et par, der skal holde en fest for deres venner. De er 16 personer, men da manden går ned i kælderen for at hente stolene, konstaterer han, at der kun er 15 stole. Historien ender med at kvinden forlader lejligheden.

Historien starter uden nogen introduktion, og der er derfor tale om in medias res. Man bliver som læser kastet direkte ind i en samtale mellem manden og kvinden. Der er et køligt forhold mellem de to, og det ses faktisk allerede fra første sætning, at der er noget galt i forholdet, da manden siger: ”Vi er nødt til at aflyse det” og hun så svarer, at ”det kan der ikke være tale om.” Det er helt tydeligt, allerede her, at de har et kommunikationsproblem. Desuden vil kvinden gennem hele fortællingen gerne fremstå som en person der har styr på alting, og det for enhver pris. F.eks. begynder manden at græde, hvilket hun næsten ikke tager notits af. Hun har for travlt med at få sovsen til at smage helt perfekt. Det er desuden ikke normalt at ville aflyse en fest samme dag, med mindre der er noget galt, og enten fanger kvinden det ikke, eller også gør hun, men tager ikke notits af det, fordi hun vil holde den falske facade, som hun har opbygget. Dette styrkes også af den manglende sammenhæng, der er med til at understrege den manglende kommunikation og manglende forbindelse mellem de to mennesker, der er gennemgående i “En stol for lidt”. De taler ikke sammen, de taler blot til hinanden. Desuden er det også tydeligt, at de to er meget forskellige. Kvinden er gennemgående den dominerende, hende, der har styr på tingene (eller vil virke som om hun har det), og det er også langt de fleste replikker, der er hendes. Bemærkningen: “De skylder faktisk denne fest” fortæller os om kvinden, at hun er normstyret og bundet af samfundsritualer. Det er ikke en fest, de har lyst til at holde, men nærmere en fest, de skylder at holde. Det ydre billede skal være i orden - måske for at dække over en indre uorden. Omvendt kvinden, gør manden allerede fra første sætning opmærksom på, at der er noget, han er ked af - noget, han gerne vil have ændret mellem ham selv og kvinden. I modsætning til kvinden, der virker kold, virker manden nærmest pylrende og vattet. Han virker som den følsomme af de to, og kvinden skal konstant holde ham i gang, hvad angår den forestående fest. Det virker, som om, han er vant til at få den kolde skulder fra kvinden, og hans svaghed kommer til udtryk i sidste halvdel af novellen, hvor hans humør skifter, og han prøver at være venlig og imødekommende over for kvinden, som bl.a. kan ses på side 89 linje 23-24 hvor der står: “Han siger, at han har set bordet, og at hun har pyntet det flot.” Han kamuflerer sine egentlige følelser og er, ligesom kvinden, i færd med at leve op til, hvad der forventes af ham. I modsætning til kvinden, er han ligeglad med en eventuel aflysning af festen, men til gengæld prøver han at leve op til kvindens forventninger til ham, hvilket er hans fængsel og begrænsning.