Nu ligger jeg her. Under den lune dyne. Har ligget her et stykke tid. Har prøvet at lukke øjnene og talt ned fra trehundrede, men jeg er stadig vågen. Ligger her og kan ikke sove – igen. For det sker ofte at jeg ikke kan sove. Sker ofte at jeg må ligge i min seng i timevis, før jeg falder i søvn. Der er så meget at tænke på. Alt mellem himmel og jord. Nogle gange holder jeg mig endda vågen, for at kunne tænke mine tanker. Tænker for det meste over livet. Over mit eget liv.
Mit eget liv er godt. I hvert fald fra andres synsvinkel. Andre synes at jeg har et fantastisk liv! Jeg får nogenlunde gode karaktere i skolen, har en sød kæreste der holder af mig, en sød familie, et flot udseende og så videre… Men det er bare den facade jeg holder. Jeg har langt fra det perfekte liv, som andre ser. Jeg har ikke det som andre vil have at jeg skal have. Jeg har mig selv. Jeg har ikke andres perfekte. Ja, jeg har et liv, med mange problemer, andre har deres mening om det, men hvad med min egen mening? Ifølge mig, så indeholder et perfekt liv også problemer. Udfordringer. Ting der kan skabe ubalance i livet. Tænk hvis man bare havde et liv, helt uden noget spørgsmålstegn. Det ville være let, ja. Men alt for let. Det er ligesom at spille et computerspil på niveauet; easy. Ja, det er jo sjovt nok, men det bliver da lidt kedeligt i længden, når man bare vinder bane efter bane med lethed. Hvem gider spille time efter time, på samme niveau? Ingen? Nej, så hvorfor tage livet på easy? Hvorfor tage det på easy, når du kan tage det på hard? Man skal selvfølgelig ikke tage det på et niveau man ikke kan finde ud af, fordi så vinder man jo ikke banerne. Så vinder man jo ikke livet. Men hvordan vinder man så i livet? Er det ligesom at vinde over døden og så at leve evigt? Eller er det at vinde livet ingenting og så præmien døden? Eller hvad er det, hvis det ikke har noget at gøre med at vinde? Livets mening? At føre ens slægt videre, at finde den ægte kærlighed, at leve livet som det er, gå efter drømmen, ja jeg kunne blive ved. Prøv at tænk på at gå efter at finde den eneste ene. Så har man fundet ham/hende, men hvad gør man så? Er det så bare meningen at man skal dø eller hvad? eller får man lov til at leve sammen med den eneste ene resten af sine dage og leve til sin dages ende? Sikkert. Alle folk har deres syn på livets mening. Min mening om livet er ikke et af de førnævnte forslag. Min holdning om livet er at være glad for den man er. Med det mener jeg, at man skal være den person man er, og ikke den andre vil have. Du blev jo ikke født som en original, for så at blive en kopi, vel? Hvorfor vil nogen være ligesom andre? Forstår det ikke. Jeg er mig selv. Ja, jeg vil indrømme, at jeg både er sær, underlig og en taber. Jeg ved det godt, men jeg kan lide at være en taber. Jeg kan lide at være hende den underlige, hende der er besat af sin kæreste, hende der aldrig bliver over 156 cm høj, hende der kan finde på at sætte sig midt på gulvet i storcenteret og hende der altid er lalleglad og smilende. Men sagen er; jeg er mig selv og jeg kæmper for det. Jeg skider på andres meninger og er min egen helt. Mit eget forbillede.
Det er gratis at oprette en konto