Det handler om 14 årige Aladdin, der bor dybt inde i Asien. Aladdin var en fattig ung mand. Hans far, Mustafa, var død og derfor skulle Aladdin og hans mor leve af de få penge moren fik for at sy for folk i byen.
I byen boede også en sultan. Sultanen var rig og havde en smuk ung datter. Hun hed Gulnare og hun elskede også livet i basaren. Hun sagde til sin kammerpige: Kom, lad os gå. Men sultanens rådgiver, Storveziren, advarede sultanen: Gulnare er en ung kvinde. Hun burde ikke gå alene i byen uden en mand til at passe på hende. Sultanen tænkte sig om og sagde: Så må vi hellere gå med. Da de skulle hjem fra basaren, gik Gulnare en omvej, så hun kom forbi Aladdins hus. Aladdin stod udenfor huset, og vinkede til hende, da hun gik forbi. De to havde nemlig tit snakket sammen på basaren og de var meget glade for hinanden. De kunne dog ikke blive gift uden, at deres forældre havde givet dem lov. Aladdin overtalte derfor sin mor til at spørge sultanen om han måtte få Gulnare.
Da moren kom op på paladset, knælede hun for sultanen og spurgte forsigtigt: Må min søn Aladdin blive gift med Gulnare? Men sultanen grinede bare og sagde: Min datter skal ikke giftes med en fattig dreng! Sultanens rådgiver, Storveziren, grinede også og sagde for sjov: Aladdin kan få Gulnare den dag, han har et palads, der er større og smukkere end sultanens. Så måtte moren gå hjem igen, og Aladdin blev meget ked af det, da han hørte, hvad de havde sagt.
Det er gratis at oprette en konto