CB er født 1927 i Fredericia, hvor hun voksede op sammen med sine fem brødre. Allerede i barndommen begyndte hun at skrive for fornøjelsens skyld og drevet af den undrende nysgerrighed og opmærksomhed, der siden har præget hendes omfangsrige forfatterskab. Faderen var tegner ved en sølvvarefabrik, og selv blev hun udlært som sølvsmed i 1948. Herefter arbejdede hun i en periode hos Georg Jensen, i Sverige og som selvstændig, men lukkede sit værksted efter debuten, digtsamlingen Luseblomster, 1955. Den blev vel modtaget og placerede hende sammen med de følgende digtsamlinger Fygende Heste, 1956, og Anadyomene, 1959, som en vigtig forfatter inden for Efterkrigstidens mytisk orienterede modernisme.
Tankegodset og det spændingsfyldte billedsprog fra CBs digte genfindes i nye variationer i hendes prosabøger. Novellesamlingen Øjet, 1961, er et af forfatterskabets hovedværker, og flere noveller herfra er blevet klassikere i skolernes og gymnasiernes litteraturundervisning. Myte og realitet forbindes overraskende og virkningsfuldt i disse historier, hvor skildringer af mennesker, der har fjernet sig fra deres følelser og naturen, er et centralt træk. Den modernistiske linie i forfatterskabet blev videreført med hørespillet Latter, 1964, radioromanen Pap, 1967, og romanen eller dobbeltnovellen Tilstanden Harley, 1965, der alle er stærkt eksperimenterende værker. Her ophæves de sædvanlige krav om kronologi, årsagsforklaringer og menneskeskildring, anonyme og abstrakte færdes de isolerede personer i kulisseagtige miljøer, hvor enhver er overladt til sin egen fragmenterede bevidsthed. Med radiospillene Badekarret, 1965, og Dukke min, 1967, fokuserede hun især på menneskets problematiske forhold til identitet og ansvar.
Det er gratis at oprette en konto