Hun gøs. Det var bidende koldt. Vinteren havde endnu en gang overrasket hende og lagt sin kolde hånd på hendes skuldre. Bilerne susede forbi som lysglimt, små hurtige og ligegyldige lysglimt. Hendes næsetip var rød og fingrene næsten lilla. Hun gned dem mod hinanden for at skabe varme. Klokken var knap fem, og det var allerede mørkt omkring hende. Hun havde siddet der på bænken knap 10 minutter, og i denne korte stund havde mørket lagt sig som et tæppe over vejen. Hun kunne ikke længere se det før så store og tydelige posthus, som lå for enden af bakken. Kun skimte det. Hun så på sit ur igen og var rastløs. Hun hed Mikaela, og kom fra en fin fransk familie. Mikaela lod sin fod slå mod den hårde asfalt. Hendes støvle ramte en af de mange poser, som hun havde anskaffet sig efter en hård shopping tur. En indædt kamp med at snyde sig foran i køen, rive kortet igennem maskinen og svinge posen over skulderen som om hun hadede den. Nakken gjorde ondt, hun skulle huske at ringe til massøren og bestille en tid.
En due landede få meter fra hende. Den var hvid og meget smuk. Lidt efter landede en anden due. Den så ud, som om den var blind på det ene øje, og at de andre due havde bidt i den. Den haltede hen til den smukke due. Straks rev den hvide due ud efter den. Den ramte plet midt i siden på den meget forkrøblede og svage fugl. Stille spredte den sine vinger, og hurtigt fløj den hen over bus skuret og væk bag sygehuset.
Det er gratis at oprette en konto