I Tyskland var Vietnamsolidaritetsbevægelsen først og fremmest båret af den nye generation af studenter, skoleelever og lærlinge. På den store, internationale Vietnamkongres i Berlin i februar 1968 – arrangeret af SDS (Sozialistischer Deutscher Studentenbund) – vedtog de omkring 6.000 deltagere, at man i solidaritet med befrielseskampene i den koloniale og halvkoloniale verden, ville arbejde for at åbne en «anden» front i metropolerne selv.
Hensigten hermed var at deltage konkret i en radikal forandring af de sociale og politiske forhold her. Vesteuropa skulle ikke længere være et fredeligt bagland for imperialismen. Hvilke politiske udtryksformer en sådan modstand skulle antage, måtte afhænge af de konkrete, specifikke betingelser og af massernes bevidsthed i de enkelte lande.
Kongressen betonede udtrykkeligt, at revolutionær og militant modstand var én legitim kampform i den fremtidige strategi. Dette var en klar, politisk henvisning til de latinamerikanske byguerillabevægelser.
Vietnamkongressen blev afsluttet med en antiimperialistisk demonstration med over 30.000 deltagere, og var et meget repræsentativt udtryk for den politiske stemning, der prægede store dele af protestbølgen i 1968. (Se også: Studenteroprøret, Ungdomsoprøret).
I denne atmosfære af protest og modstand opstod der revolutionære grupper og miljøer, som påbegyndte en målrettet militant praksis mod magtstrukturerne. Det gjorde de på meget forskellige måder: Således var der ofte i forbindelse med demonstrationer nogle organiserede grupper, som militant angreb politistyrkerne, og der var grupper, som gennemførte deciderede angreb på kapitalistiske objekter så som banker, regeringsbygninger, ambassader, politistationer etc.
Det er gratis at oprette en konto