Nietzsche gør brug af to moralbegreber i forbindelse m. sin idé om viljen til magt; herremoral og slavemoral. Msks natur indeholder begge disse sider. Spørgsmålet om, hvilken der kommer til udtryk afgøres af, hvad man vælger.
Herremoral:
Msk tillægger selv verden værdi gennem sin egen subjektive livsfortolkning (jf. der findes ingen absolutte værdier). Det magter selv at give verden mening.
Msk skaber selv sine egne personlige etiske værdier godt og ondt er ikke noget objektivt, iboende i verden – ingen naturlig fornuft. Det betyder ikke, at alt er tilladt. Det stærke msk skal selv kunne skabe principper.
Man skelner her ikke ml. godt og ondt (da der ingen absolutte værdier er), men svagt og stærkt.
Herremoralen realiserer viljen til magt.
Person med herremoral = overmenneske, der med sin skabelse af personlige, etiske værdier fremmer livets udfoldelse.
Slavemoral:
Den side af den menneskelige natur, som ikke formår at udfolde sig, men er slave af sig selv og den herskende moral i samfundet (fx kristendommen). De magter med andre ord ikke selv at give verden mening (dvs. at realisere viljen til magt).
Omvurderer værdierne (vha. fx religionen): De stærke = de onde, de svage = de gode svaghed omfortolkes til godhed.
Slave af = afkald på sine dybeste drifter / viljen til magt + tro på objektiv virkelighed = slavemoralen.
Det er gratis at oprette en konto