Hvis jeg fortæller jer en hemmelighed, lover I så, at I vil lytte til hvad jeg ønsker og prøve at forstå, hvad der for jer formentlig er uforståeligt?
Dem der ved hvad der foregår, har sagt at det er bedst hvis I ved det. Jeg er nu ikke så sikker. Jeg er bange for, at jeg får det dårligere af det. Men det vender jeg tilbage til.
Jeg har det dårligt. Ja, jeg lægger hårdt ud, men der er ingen formildende måde at fortælle det på. Det er virkeligheden, og virkeligheden kan være barsk. Det ved I jo selv.
Jeg ved, at I lige nu vil begynde at græde, eller også gør I det senere. I vil være fortvivlet, og straks forsøge at finde en løsning. Problemet er bare, at der ingen hurtig løsning er. Kan I mon lære, at se smerten i øjnene bare et øjeblik?
Kan I klare, at der ikke er noget I kan gøre, for at forbedre situationen straks? Der findes ingen mirakelkure mod noget her i verden. I er mine forældre, men I kan ikke redde mig fra alt. Det skal I heller ikke.
Nu hvor I har læst ovenstående, må jeg også hellere fortælle, at fordi jeg ikke har det godt, så har jeg fået svært ved at spise. Nu tænker I nok: ”Det skal hun!” Men det kan jeg ikke. Lad mig forklare: For det første – jeg ved ikke hvorfor det er sådan. Jeg er ”bange” for mad. Nogle få´ ting kan jeg tillade mig selv at spise i bestemte mængder uden større uro, men resten er forfærdeligt og angstprovokerende.
Det er gratis at oprette en konto