Analyse af filmen 'Ondskaben'

Ondskaben er en filmatisering af Jan Guillous Ondskaben. Filmen blev nomineret til en Oscar i 2004.

Resume

Filmen følger Erik Ponti. Erik er 16 år og opvokset i et hjem og skolemiljø hvor konflikter og vold er dagligdagen. Erik bliver der hjemme tævet af sin mors ny mand og Erik papfar. Det går ud over de andre elever på Eriks skole hvor han er bandeleder og han tæver dem der ikke lystre. Han kommer i problemer med skolen og bliver smidt ud. Eriks mor giver sin søn en ny chance da hun sælger ud af sit arvegods, og skaffer ham en plads på en populær kostskole for rige børn. Erik griber chancen, men bliver mød af et hierarki hvor det ældste kan terrorisere mindre elever hvis de bryder ’’reglerne’’ bedre kaldt kammeratopdragelse. Erik for hurtigt en ærkefjende der hedder Otto Silverhielm, Otto er også Rådsformand og leder skolen fra elevernes side. Erik modsætter de uretfærdigheder Otto udsætter ham og de andre mindre elever for, i starten hjalp de og Otto blev mere og mere gal men efter juleferien havde Otto ændret taktik, i stedet for at gå direkte efter Erik gik han nu efter Erik værelseskammerat og bedste ven Pierre. Før Erik kom til skolen, fik Pierre lov til at være i fred fordi han var svag og fej, men da han holder med Erik bliver han også ydmyget og mishandlet, eksempelvis ved at han bliver tvunget til at slås eller at kammeraterne får en spand med afføring kastet ind i sit værelse om natten. I løbet af filmen eskalerer volden og ondskaben både fra Otto bande og fra Erik selv, og et hovedtema bliver om Erik skal fortsætte på samme måde han har gjort før ved at give igen og skade andre (og dermed blive ligesom Otto), eller om han skal distancere sig fra det had han har lært af faren og den hårde virkelighed han lever i. Det ender med at Erik vinder Otto og får sit afgangsbevis fra kostskolen.