”Var der tilstrækkeligt mange på vores vej, der ville spille fodbold, valgte man to hold. Viste det ene hold sig at være for stærk, byttede man rundt på et par spillere på holdende, så det ikke blev for kedeligt for begge parter. Dukkede der yderligere en dreng op, der ville spille, blev han puttet ind på det hold, der var svagest”
Det ovenstående citat af Michael Møller fra ”Jeg - en sportsrindalist” beskriver meget vel, hvordan sporten er kommet ind på livet hos de fleste af os for første gang og ligeså for mig. Man lærer helt fra start, at det er vigtigt at være den bedste, for ingen ønsker at blive valgt som den sidste, eller at blive skiftet ud af sit eget hold fordi man ikke er ”god nok”. Den sport, som bare skulle have være en leg i frikvarteret eller hjemme på vejen, kan hurtigt nok være med til at skabe en del af vores identitet. Enten øge eller nedsætte vores selvtillid. Er man en vinder, eller er man en taber?
Dette gælder ikke kun på græsplænen eller hjemme på vejen, men i alle sociale fællesskaber vi som børn enten mere- eller mindre frivilligt bliver en del af. Der går sport i at være den bedste til alting eller i det mindste at finde én ting, som man er god til. Det er i klasseværelset, hvor den ”pædagogiske” lære skælder lille Søren ud, fordi han ikke har øvet sig på alfabetet. Søren øvede sig hele dagen i går, men kan det stadig ikke og vælger derfor at sige, at han ikke har øvet sig, fordi hans kammerater ikke skal vide, at her er Søren ”taberen”. Det er til klassefesten, hvor alle de andre piger vil sidde ved siden af Camilla, fordi hun har fået den helt nye mobil telefon af sine forældre. Her vinder Camilla, ikke fordi hun selv er bedre eller mere værd end de andre piger, men af miljømæssige årsager. Et fænomen der stammer helt tilbage fra da mennesket levede i den barske natur, kun den ’stærkeste’ overlever.
Det er gratis at oprette en konto