Det var en varm onsdag i Rom, en dag der ville ændre mit liv for altid. Den dag, var dagen hvor sandheden kom frem i lyset. Jeg sad på skamlen foran spejlet, i fuld færd med at påføre en rosa farve til mine smalle læber. Jeg var inviteret på Roms fineste osteria af Camille og hendes mand Carlos, et sted hvor man normalt ville få en nem og billig frokost, men denne var af en meget finere kvalitet. Det var Carlos fader og moder der ejede stedet, hvilket forklarede den fine kvalitet, da de var en af roms mere velhavende familie. Jeg havde lagt en perfekt plan for aftenen, en plan der endelig ville få Camille af vejen efter mange års hemmelig konkurrence. En konkurrence Camille ikke var klar over der foregik. Jeg havde puttet 200 g. arsenik i en lille pose, som jeg havde planer om at blande i Camilles mad. Jeg havde stadig en stor portion tilbage, fra da Carlos fjernede rotterne i min kælder året forinden. I starten var det egentlig en undskyldning for, at vores 13 år lange affære kunne bygges vidre, men det viste sig der faktisk var rotter i kælderen, og derfor måtte der bruges en stor mængde arsenik. Carlos havde sørget for at en hestevogn med fører ville komme og køre mig, så jeg havde egentlig travlt. Husets stuepige havde hjulpet mig med håropsætning, så jeg manglede ikke meget før jeg var klar. Hestevognen var varmere end aldrig før og mine knyttede sig hårdt om den lille pose med det hvide pulver. Mine hænder rystede, og jeg havde sved på panden da hun steg ud, ved hjælp fra Carlos’ varme, brune hånd. Jeg løftede hovedet, så min hat ikke længere dækkede mine øjne og fik en varm øjenkontakt med den flotte italiener, der holdte min hånd. Et øjeblik senere fik jeg øje på Camille i døren. “Godeftermiddag kære Daniella! Hvor ser De yndig ud!” sagde hun varmt og rækkede hendes hånd frem. Jeg tog modvilligt mod hendes gestus og gav hende hånden. Osteriaet var varmt, indelukket, men dog med meget plads omkring sig. Der var dækket op til tre midt i lokal hvor vi også blev vist hen af Carlos. Så snart jeg havde sat mig, satte Camille sig ved siden af mig, med Carlos overfor sig. Vi besluttede os hurtigt for hvad vi ville have at spise og der gik heller ikke længe for det blev serveret på en fin hvid porcelænstallerken. Efter 10 minutters forfærdeligt kedelig samtale, gik Camille på toilettet. Jeg blev frustreret, fordi jeg ikke havde tænkt over Carlos jo stadig sad der, så jeg prøvede at komme på en idé til at få ham væk fra bordet. Jeg handlede hurtigt og spurgte måske lidt for højt; “Hvad er det derovre på væggen!?” Mens han kiggede efter hvad jeg mente, så jeg min chance for at spytte ned i min tallerken, jeg endnu ikke havde fået spist af. Han forklarede, at det var et portræt af hans bedstefar, som oprindeligt havde bygget og bestyret osteriaet, hvorefter han stoppede hans fortælling da han så i ned i min tallerken. “Var det der også da De fik tallerkenen?” spurgte han frustreret. Jeg svarede at det var det bestemt ikke og om ikke han straks ville få det byttet. Jeg havde ikke det mest positive udtryk i ansigtet da han tog min tallerken og gik mod køkkenet.Jeg så mit snit til at hive posen frem og efterfølgende tog jeg min gaffel i hånden. Forsigtigt fjernede jeg noget af Camilles pasta, puttede pulveret i og rodede rundt i pastaen. Jeg tog min gaffel og viklede en serviet omkring den, så jeg ikke selv fik noget af giften. Camille og Carlos havde en hæftig samtale igang omkring deres nye hus, en samtale jeg ikke nænnede at tage del i. Jeg kiggede nervøst på Camille da hun begyndte at svede i håndfladerne og synke flere gange i minuttet. Der gik ikke længe før hun undskyldende gik fra bordet med en kvalme der sad helt oppe i halsen på hende. Carlos så vredt på mig. “Har du noget med det af gøre!?” sagde han i en hård og dog dæmpet tone. Jeg rystede på hovedet. “Jeg sværger, jeg har intet med det at gøre.”Efter 20 min. med bekymring og en smule frustration fra Carlos, kom en dame jamrende ud, at der lå en kvinde på badeværelset, der ikke trak vejret. Carlos så på mig. “Kig mig i øjnene líge nu, og sig at du ikke har forgiftet din søster.” Jeg sank en klump og kiggede ned i bordet. “Det kan du ikke mene!” råbte han og rejse sig så hurtigt at stolen han sad på væltede. Alle menneskerne i osteriaet samlede sig om døråbningen til badeværelset, flere jamrede og gispede da de fik mast til frem i mængden. Jeg, mig selv, var allerede ude af døren og på vej ind i min hestevogn. Det er kort og godt hvad jeg husker, fra den dag jeg forgiftede min egen søster Camille Jones.
Det er gratis at oprette en konto