Det var vinter og bitterligt koldt. Sneen dalende ned og dækkede alt med et fint lag pudder, der farvede verden hvid. Folk gik hastigt på gaderne med røde næser, tykke jakker og halstørklæder, der var trukket godt op om ørene. Bilerne susede på vejene og plaskede tøsne op på de forbipasserende. Der, på en rist, der ingen varme afgav, lå han slumrende. Vagabonden. Hans tøj var pjaltet og snavset, hans sko hullede. Ansigtet var blårødt af kulden, fingrene stivfrosne, og han lå og rystede.
Den blide lyd af et par højhælede sko vækkede ham da fra sin slumren. Grønne flasker øl klirrede da han satte sig op, gned øjnene og tog en tot af det fedtede brune hår væk fra ansigtet. Skoenes ejer kom tættere på og strøg elegant forbi som en engel. Han mærkede et tæt sus på hans kind, som en lussing fra virkeligheden, der bad ham om at lave noget produktivt.
Han afviste kort budskabet, og kiggede sig omkring. Folk havde travlt, men det var trods alt juletid. Middelaldrene damer med store shoppingsposer, skøjtede rundt på gadernes fortove, og mange af dem lod nærmest til at snuble, da fortovene endnu ikke var saltede. En gammel mand udklædt som en julenisse, stod på et gadehjørne ikke langt fra vagabonden, og ønskede folk en glædelig jul. Han ringede samtidigt med en juleklokke, i håb om at få en del af folks gavmilde juleånd.
Det er gratis at oprette en konto