Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegaerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så, nu er den gal igen derinde.
Se lige min mor!
Jeg lægger nu på et af hospitalets seng. Den er da nu meget behagelig alligevel. Mere behagelig end min egen seng derhjemme. Min er desværre ikke så blød som den. Ja, det lykkedes mig desværre ikke at dø i dag - måske er det skæbnen. Men jeg kan da heldigvis prøve igen. Næste gang skal det være på en hel anden måde. En måde, der sikre mig, at lægerne ikke kan redde mig fra døden som denne gang. Jeg vil nemlig ikke leve mere. Jeg kan ikke klare det længere. Dag og nat er det i mine tanker. Jeg forsøger at tænke på noget andet, men alt den energi jeg bruger på det, er forgæves. Jeg kan ikke tro på, at han gjorde det. Lige præcis ham! Ham jeg havde alt min tillid til. Ham jeg kunne komme til, når jeg var ked af det. Han har ødelagt mit liv. Jeg har intet tilbage. Kun tankerne, der bliver ved med at køre oppe i hovedet på mig. De tanker dræber mig. Jeg plejer at være en smilende, glad pige, som elsker livet, lige indtil der skete noget, som har ændret hele mit liv.
Det er gratis at oprette en konto