Sukkerrørene stammer oprindeligt fra østasien. Sukkerrørene blev ikke kendt i Europa før middelalderen. Indtil da havde man brugt honning som sødemiddel. Man kunne dog ikke dyrke sukkerrørene i Europa da de krævede meget vand, arbejdskraft og varme.
Storhedstiden for sukkerrørene var fra 1650 til begyndelsen af 1800-tallet, og man tjente enorme summer på sukkeret.
I begyndelsen 1800-tallet blev sukkerroerne opdaget. De kunne dyrkes i Europa og var meget billiger at dyrke, blandt andet pga. den meget kortere transport tid.
Sukkerdyrkning:
Sukker dyrkning var en langsommelig og meget krævende proces. Fra man gravede de første hulle til stænglerne til de kunne høstes gik der 14-15 måneder. Når sukkerrørene var modne var de dobbelt så høje som en voksen mand og gule. Høsten varede ofte flere måneder, og foregik altid i februar-marts.
Væksten:
Planten skød op. Først lignede det nærmest busket græs. De blev luget 2-3 gange og derefter overladt til sig selv. 14-15 måneder senere blev de så høstet. Året efter kunne man genbruge noget af planten som så fik lov at skyde igen. Denne gang tog det kun 12 måneder før de kunne høstes. Tilgengæld var sukkersaften ikke af særlig god kvalitet.
Holdning:
Det areal man dyrkede sukker på blev inddelt i mindre kvadrater på 5-6 tønder land som kaldtes sukkerstykker. Imellem disse sukkerstykker anlagde man veje eller slaverne fik lov til at dyrke fødevare på dem. Hvert af disse kvadrater inddelles i yderligere 4 kvadrater. I hver firkant skulle der graves et hul, jordet blev lagt som volde omkring det. Denne proces kaldes holdningen. Markarbejdet var meget hårdt for slaverne.
Det er gratis at oprette en konto