Jeg sidder hver morgen og kigger på den samme pige, hun sidder på modsatte side af mig. Hun er der før mig hver morgen, men hun tager også sidst afsted. Sådan har det været hver morgen gennem de sidste 5 år, og jeg har set hende blive til et voksent menneske, uden at kende hende.
Hun har brune øjne, langt sort krøllet hår, og en fint ansigt, lidt skarpe kindben, men smuk. Hun er nok kun et eller to år yngre end mig. Og hun havde altid flot tøj på, meget sofistikeret.
Jeg er lige startet på min uddannelse, for kun to uger siden. Jeg går på gymnasiet, på andet år.
Og det kom som noget af et chok da hun den morgen tog den samme bus som mig, steg af samme sted og gik to meter foran mig, hele vejen ind i min klasse.
Jeg var lettere forbavset, og en smule spændt, da læren kom ind og matematik gik i gang, vi blev ikke introduceret for den nye pige, og det var først i frikvarteret jeg fandt ud af hun hed Madeline.
Resten af dagen gik, uden at der skete noget særligt spændene. Det var først da jeg stod og ventede på bussen, at Madeline forsigtig spurgte om hun måtte låne et opkald, jeg var egentlig lidt paf, for hendes stemme var helt vildt sød og alligevel stak den, sådan lidt som et sødt men giftigt æble, hun kiggede på mig igen med et spørgende blik. Jeg rakte hende min mobil, og hun ringede, lagde på og afleverede den i hånden på mig, hun var overfusende smuk, og hun duftede af kirsebærtræets blomster på en smuk varm sommerdag. Hun takkede mig, med hendes søde musik stemme, og vente sig i to yndefulde ryk, og gik en svævene gang væk fra bus stoppe stedet, hen mod parkeringspladsen. Jeg stod lidt tilbage med en følelse af at være blevet løftet til himmel højder, også blive sluppet i frit fald. Hun betagede alle hun mødte på sin vej.
Det er gratis at oprette en konto