Blaffer på fri fod

Det mørke univers udenfor ruden blev oplyst i hurtige glimt fra de få lygtepæle, der hurtigt bevægede sig forbi. Universet udenfor føltes så stort, så voldsomt. Regndråber landede hårdt på taget og på mit vindue, og mørket blev vasket væk af dråberne. Et lys, højlydt grin fra min mor hev mig ud af min egen lille verden, og tilbage i bilen med mine forældre. Vi var på vej hjem fra mormor og morfar, med vores maver fulde af frikadeller, kartofler og brun sauce. Vi havde kørt i 20 minutter, da vi nåede en strækning som vi alle tre syntes virkede ukendt, selvom vi havde kørt til mine bedsteforældre mange gange. ”John, er du sikker på at det er den helt rigtige vej du har taget”: snerrede min mor irriteret til min far, og min mor fik hurtigt et ondt blik tilbage. Mine forældre skændtes altid, når vi kørte i bil. ”Heldigvis er vejen da oplyst af lygtepælene”: sagde min mor for at lette stemningen lidt. Min mor nåede knap nok at tale færdigt før, at al vejbelysning slukkede på samme tid. Et højt hvin kom fra min mor, og fra min far kom et lille grynt, samtidig med at han satte det lange lys på bilen. Universet om min lille familie blev endnu større og mørkere. Nu var der ingen små glimt af lys, kun den tunge lyd af vanddråberne mod taget. Ud af vinduet kunne jeg skimte enkelte træer gennem mørket, og månen bryde igennem skydækket. I forbifarten strøg en menneskeskikkelse forbi, og jeg hoppede lidt op fra mit sæde. Hvad laver nogen mon udenfor i sådan et forfærdeligt vejr? Igen forbi mit vindue strøg skikkelsen, men denne gang fik jeg et tydeligt blik af skikkelsen. ”Så i ham?”: nærmest råbte jeg til mine forældre, som begge gav mig et dumt blik og rystede på hovedet. Skikkelsen, en mand med skulderlangt, mørkt, vådt hår, med en stor løs bluse på og stramme bukser. Manden stod der med stirrende øjne, og kiggede ligefrem for sig, med blå rystende læber og tomlen i vejret. Endnu en gang så jeg manden gennem vinduet. Jeg kunne mærke hårene på mine arme rejse sig, og jeg havde gåsehud langt op af benene. Jeg forstod ikke, at mine forældre ikke så ham, han stod lige der ude i vejkanten. Endnu en gang så jeg skikkelsen, og jeg kunne nu ikke holde min frustration og angst inde længere. ”Far! Seriøst der står en mand ude i vejkanten og blaffer, men jeg har set ham tre gange gennem vinduet. Han rykker sig hurtigere end bilen, far!”: råbte jeg voldsomt ud i bilen. Min far forstod overhovedet ikke min bekymring, og svarede bare:” Jamen vi må da samle ham op, han skal da ikke stå ude i det møgvejr”. Min far så blafferen og satte så farten ned, så vi stoppede lige foran manden med de stirrende øjne. Mor rullede sit vindue ned, og han stak hovedet ind i bilen. ”Vil du have et lift, vi kan sætte dig af inde i byen”; spurgte min far flinkt, manden nikkede, og smilede venligt til min far. ”Du kan bare sætte dig ind på bagsædet, ved siden af min søn”: fortalte min far. Blafferen gjorde som min far fortalte og hoppede ind på i bilen. Min mor spurgte ham hvad han hed, og han svarede at hans navn var Rellik. Min mor roste hans pæne navn, og spurgte hvad han dog lavede ude i al den regn, efter dette hørte jeg ingenting. Jeg var tilbage i min egen verden og prøvede at regne ud, hvordan Rellik kunne flytte sig så hurtigt ned af vejen. Mens min hjerne kørte på højtryk, kørte jeg min finger rundt i duggen på vinduet. Min finger skrev navnet Rellik. Jeg stirrede ud af ruden, ud i mørket, og så tilbage på bogstaverne. I dette øjeblik opdagede jeg noget, der fik mig til at presse mig op mød bildøren, og holde vejret. Hvis man staver Rellik bagfra bliver det…