Litterær artikel om ”Intet nyt fra Vest fronten”Af Erich Maria Remarque (1928)
”Albert siger det: ”Krigen har gjort os unyttige til alt”. Han har ret. Vi er ikke mere nogen ungdom. Vi vil ikke mere storme verden. Vi er slået. Vi flygter for os selv. For vort liv. Vi var atten år gamle og var lige begyndt at elske verden og tilværelsen; vi måtte skyde på den. Den første granat, som slog ned, ramte vore hjerter. Vi er udelukket fra alt arbejde, fra al stræben, fra alt fremskridt. Vi tror ikke mere på det; vi tror på krigen.” At blive sendt i krig direkte fra skolen er hårdt. Din ungdom bliver taget fra dig, og du bliver voksen i stedet. Du mister troen på fred, troen på at komme hjem og troen på dig selv. Der vil ikke rigtig være en mulighed for arbejde, da du ikke har nogen uddannelse. Du vil føle dig unyttig. Dit liv er næsten ikke startet, før det er slut. Selvom du overlever krigen og kommer hjem, vil der stadig være en følelse af død, at være død indeni. Du vil aldrig glemme krigen, den vil blive i dig for altid.
Analyse af kap. 8, s. 125-132Paul genkender barakkerne i Hedelejren, men han kender ikke særlig mange af folkene, kun nogle enkelte. Hverdagen er en rutine, som han ikke længere tænker over. Den ligger fast. Der er et klaver i soldaterhjemmet, som Paul gerne spiller på om aftnen. Paul forklarer, at man skal have en udgangstilladelse eller være gode venner med vagterne, hvis det skulle ske at man kom for sent hjem. I skoven ved siden af barakkerne kan Paul godt lide at være. Paul fordyber sig i den smukke natur, han fordyber sig i sammenspillet mellem lyset og skovens farver. Når man er alene kan man ikke andet end at tænke på naturen og dens skønhed. ”Jeg fortaber mig ofte i dette spil af fine lysvirkninger og gennemsigtige skygger, så inderligt, at jeg næsten overhører kommandoråbene; - når man er alene, begynder man at iagttage naturen og elske den”Ved siden af barakkerne er der en stor russerlejr. Nogle gange sniger fangerne sig over til vores skraldspand i håbet om at finde nogle madrester. Men da de i forvejen ikke får serveret det store, er der ikke noget der går til spilde. Blandt folkene på barakkerne er det kun meget få, der ser ilde på de russiske fanger, og som behandler dem skidt. Russerne er deres fjender, men kun fordi det er hvad de for fortalt, sådan er det bare. Om aftnen kommer de russiske fanger over, og bytter alt hvad de har til mad og cigaretter. De bytter med støvler og andet, men da de næsten allerede har byttet det hele væk, er det svært for dem at skaffe mad.
Det er gratis at oprette en konto