En meget silde aften. Karl, han kom hjem. Ridende på ganger sin. Hjem til jomfru sin, så væn. - For sorgen monne man lide. Ind i stenstuen han gik, Han så en banemand med skarpe spær i hænde. Han tog deres lidet barn. Det ingen mand deennem kendte. Det blodlige spær, han tog. Rettede det mod Karl. Han stak det gennem brystet på hannem. Indtil blodet det flød. Da jomfruen hjem kom, Ville hun det ikke tro. Hendes fæstemand og sin lidet dreng, De begge to vare vog. Hun bad til gud i Himmerige. Nu må hun lide, Og bære på en stor kvide. - For sorgen monne man lide.
Få adgang til denne og 100.000+ andre opgaver i PDF
Det er gratis at oprette en konto