I forgrunden ser jeg en gammel dame, der sidder på en hvid sæk. Hun sidder i venstre side af en grusvej oppe på en bakketop, der fører ned mod visne marker og tomhed. Damen ser fortabt ud, hun ligner tomheden i egen person. På venstre side er der ødet, det vil sige, at der ingen blomster eller andre levende planter gror. Hun er iført en sort kjole med tilhørende mørkt tørklæde og lyst forklæde. Forklædet er slidt ligesom damen selv. Hun er så træt, at hendes hængende bare hænder næsten rører de sorte brugte træsko. Ovenover hende svæver en dødsengel, et skelet med grå vinger og med en le i hånden, der vender mod den gamle dames ansigt.
Mellemgrund
I mellemgrunden fører grusvejen ned mod visne marker med både store og små halvvisne træer, og i horisonten er solen ligeså stille ved at gå ned.
Baggrund
I baggrunden kan jeg se en mørk himmel, der går ud i et med den gule sol.
Fortolkning
Den hvide sæk, som den gamle dame sidder på, symboliserer hendes livspakke hvor alle hendes minder og historier er i. Hun kan ikke længere bære sine byrder, men har lagt dem fra sig. Måske
er hendes livs kærlighed netop gået mod lyset, og hun føler sig alene i verden. Hun sidder alene, hun dør alene – ligesom Jens Vejmand.
Det er gratis at oprette en konto