En dag tilbage

På den 17. juni var det varmt i hele Danmark, men en ensom kold brise susede igennem København. Et vindue stod åbent på Rigshospitalet, opgang 42, 6. sal, værelse 2. Inde i det rum lå der en pige og nød sollyset, der skinnede i hendes ansigt. Hun havde Akut Leukæmi. Hun vidste, at det var kræft, men ingen ville fortælle hende så meget om det. Det første pigens mor havde gjort, da lægen havde fortalt dem det, var at græde. Pigen havde ikke grædt lige der, men da hun lå på sin stuen, alene for første gang i lang tid, så græd hun. Hun stoppede ikke, før hendes mor kom næste morgen. Hun ville være modig igennem hele forløbet. Kræften var udbredt. Kemo ville forlænge hendes liv, men det kunne ikke redde hende. Hun vidste, at der ikke var lang tid tilbage, men lægerne ville ikke sige præcist hvor lang tid. Pigen turde ikke at fald i søvn i frygt for aldrig at vågne igen. Hendes mor lod hende ikke være alene et sekund. Det betød, at pigen blev mindet om kendsgerningerne hele tiden. Hun havde ondt i hele kroppen konstant, og lægerne lod hende ikke rejse sig for meget op. Hun kunne ikke selv finde sin mad, finde nogle på hospitalet at snakke med eller gå udenfor og få noget frisk luft. Så når en kølig sommerbrise ramte hende fra vinduet, så nød hun det i fulde drag. Hun tænkte på, om det måske var den sidste gang, hun oplevede sådan et skønt vejr. Måske var det sidste gang, at hun så solen, eller sidste gang hun trak vejret. Hvis det var op til hende, så ville hun opleve hele verden, før hun døde. Hun ville se de store pyramider i Egypten, Ganges floden i Indien og regnskoven i Brasilien. Hun ville gerne se alverdens kulturer og møde interessante mennesker. Det sidste hun havde lyst til, var at ligge i en hospitals seng langt væk fra hendes venner og resten af hendes familie. Hun havde måske ikke chancen for at sige farvel til nogle af dem. Der var så meget, som hun havde fortrudt. Hun havde ikke fortalt hendes venner, hvor meget hun holdt af dem. Hun havde ikke sagt, at hun var forelskede ham i klassen over hende. Hun havde ikke efterladt nogle spor til dem i fremtiden. Grunden til at pigen var bange for at dø, var at ingen ville huske hende. Alle ville glemme alt om hende og leve videre. Hun ville dø forgæves. Uden at hun havde gjort noget godt i verden.