Romananalyse: 'Stormen i 99'

Stormen i 99 er en 246 siders lang roman, som er skrevet af Kristian Bang Fross. Den blev udgivet i 2008, af Gyldendal. Stormen i 99, er anden bog i rækken efter Fiskens Vindue. Fortællingen handler om forfatterens gamle arbejdsplads, hvor man følger en række personer og deres personlige historie/liv. I slutningen af bogen rammer stormen Danmark, og alle personernes historie flettes sammen.

I den her roman, er der en alvidende fortæller. Den er den type fordi, man i romanen, får fortalt personernes historie, minder og hører om deres følelser, men uden at det er ”personen selv” der fortæller om det. Det gør også at man nemt kan leve sig ind i rollerne.

Fortælleren kan til tider virke kynisk i romanen og lidt udlevere personerne, fordi fortælleren ikke er solidarisk med sine personer. En af de personer som bliver udleveret er blandt andet kokken. Når man hører om ham, bliver han beskrevet som en pervers og klam stodder, der gramser på hans køkkenpiger, og har en grim mund. Men som bogen nærmer sig sin slutning, får man en ”blødere side” af ham at hører. Han fortryder sit valg, omkring farsen og vil smide den ud dagen efter, han er ikke så grov over for sine køkkenpiger længere, og da Tiana har brug for hjælp med Høberg. Men stik modsat af den følelseskolde udlevering, fortæller fortælleren også på en sympatisk måde, om vores hovedpersoner Nanna og Anton. Man hører om deres barndom, om alle de negative og svære ting som de har været igennem. Som Nanna der blev mobbet i skolen fordi hun var buttet, om at hun passer sin gamle morfar og om Anton der har kæmpet for sine forældres opmærksomhed. Det hører man blandt andet om da, han vil fortælle om ørken rotten, men han kan ikke få det sagt, og forældrene har travlt.