Resumé af 'Drageløberen'

Amir boede sammen med sin ’’Baba’’ altså far, i et stort hus. Det var større end de andres, netop fordi de var højere og bedre stillet og levede overklasselivet. Hans Baba havde formået at skaffe dem et så godt liv, at de havde tjenestefolk på. Ali havde været tjener for dem i hele Amirs liv. Selvom Ali var deres tjener, så føltes han for Baba som en bror. Baba passede godt på Ali. Ali havde en søn ved navnet Hassan, som også var tjener for Amir og Baba. De var hazara folk. Hazara folk er folk som er lavestående i Afghanistan. Hassan og Amir var som brødre for hinanden, de var hinandens gode venner, faktisk aller bedste venner. Hassan som var arbejderfolk gik ikke i skole som Amir, han kunne ikke læse og skrive historier ligesom Amir, derfor elskede Hassan når Amir læste historier op for ham. Hassan som var et år yngre end Amir, og mindre end ham, men han beskyttede altid Amir, og lod det gerne gå ud over ham, for at hans bedste ven ikke skulle komme i nød. Hassan var altid den der gav sig, og gjorde alt for at Amir skulle have det godt. Mens Amir var god til at skrive historier, så var Hassan gode til at løbe drager. Han vidste altid hvor en drage ville lande, og derfor gjorde han det, at han altid løb efter drager for Amir. Det store drageløb fandt snart sted i byen, og den skulle drengene deltage i. Drageløb gik ud på at holde sin drage i luften i så lang tid som muligt, samtidig risikerede man at blive skåret ned af de andre drager i luften. For at gøre sin Baba stolt, ville Amir gerne vinde drageløbet. Og dette gjorde han. Med hjælp fra Hassan formåede Amir at holde sin drage i luften som den sidste, det var hans Baba meget stolt over. Som altid løb Hassan efter dragen for Amir, hvor han altid sagde’’ For dem, tusinde gange og mere’’. På hans tur efter dragen, løb Hassan ind i Assef. Assef var en af de ældre drenge, som altid var provokerende over for Hassan fordi han er en hazara folk. I situationen bad Assef om den drage Hassan havde løbet for Amir, det nægtede Hassan at give Assef, da han ville bringe den drage til Amir. De var 3 drenge til at straffe Hassan, og til sidst brugte Assef, Hassan ’’ som en erstatning af et æsel’’ Han blev altså seksuelt misbrugt. Alt dette var Amir vidne til, dog var han ikke modig nok til at hjælpe Hassan. Amir havde siden den henvendelse altid dårlig samvittighed hver eneste gang han kiggede på Hassan.Til Amirs 13 årige fødselsdag blev der skudt et brag af en fest af. Baba havde inviteret hans venner med til festen, så til festen mødte mange velklædte og mange velhavnede personer op. Amir fik mange gaver, og en af gaverne var bl.a. et ur han havde fået, og den vigtigste gave han havde fået var fra Rahim Khan, en læderindbundet notesbog. Rahim Khan var Babas gode ven. Rahim var ham der altid kunne forstå Amir, han var en mand med en meget god situationsfornemmelse, det var også ham der altid troede på Amir. Sommetider havde Amir ønsket, at Rahim var hans far. Amir havde en dag spurgt sin Baba om de ikke snart skulle have nogle nye tjenestefolk, da han ikke kunne bære hans samvittighed. Hans far blev meget rasende, og pointerede at dette kom ikke til at ske, og at han var meget skuffet over Amir havde kommet med den tanke. Amir huskede, at hans far havde sagt ’’ Når du slår en mand ihjel, stjæler du et liv. Du stjæler kvindes ret til hendes mand, stjæler en far fra hans børn. Når du lyver, stjæler du en andens krav på sandhed’’ Dette fik Amir til at tænke på sit ur som han fik til fødselsdag. Amir havde en dag været inde hos Baba for at fortælle hans ur var væk, dette var planlagt, da han selv havde lagt uret i udehytten under Hassans madras hvor Hassan og hans far boede. Baba tog en snak med Ali og Hassan. Da Hassan kunne mærke hvilken situation han stod i, havde han erklæret sig skyldig i at have stjålet uret, hvilket han slet ikke havde. Baba tilgav Hassan, men med det samme besluttede Ali sig for at drage videre, Ali mente ikke de kunne blive boende i huset da de har syndet, og samme dag pakkede de og drog videre. En nat i 1981 vækkede Baba, Amir op. Han skulle kun pakke det mest nødvendige. De skulle flugte, da russerne havde over taget byen. Det var en hård tur med mange udforinger på vejen.Deres rejse havde endestation i Amerika. Da de endelige var nået dertil, slog de sig ned hvor andre afghanere boede. Baba fik senere hen et arbejde på en tankstation, og for at kunne klare sig, i den nye omverden arbejdede han mange timer! Amir gik i high school hvor han afsluttede sine eksamener, og dette blev også fejret. Baba og Amir ville tjene lidt ekstra penge. De tog nu ud på forskellige loppemarkeder og købte ting som de så kunne videre sælge til andre. På det marked havde Baba en stand hvor han solgte forskellige ting, her følte han sig tilpas og hjemme, da han omgik sammen med andre afghanere. Det var også på det marked, hvor Amir mødte hans kommende kone Soraya. Soraya var general Sahibs datter, den smukkeste unge pige han havde set. Amir var forelsket. For at vise respekt for Sorayas forældre, havde Amir bedt hans Baba om at ringe til generalen Sahib og spørge om hendes hånd. Da det er en synd, at en kvinde tidligere har været sammen med en mand uden for et ægteskab, følte Soraya at hun blev nød til at fortælle Amir hendes hemmelighed. Den hemmelighed ville hun gerne fortælle inden de blev gift. Soraya fortalte, at hun på et tidligere tidspunkt var stukket af med en mand, dog havde hendes far fundet hende igen, og dette var hun glad for. De blev vellykket gift, og Soraya flyttede nu ind hos Amir og Baba. Her kunne Soraya hjælpe til hos syge Baba. Baba var meget syg, han havde på det seneste ikke haft det godt. Amir havde bragt ham til lægen hvor han fik konstaterede kræft. Baba ønskede ikke nogen hjælp, men mente at det var Allahs vilje, og derfor afslog han om at få kemoterapi. I den sidste stykke tid inden Baba gik borte, havde han ønsket, at Soraya skulle læse nogle af Amirs historier op for ham, da han synes de var gode. Da Baba altid havde haft et ønske om at Amir skulle blive til en doktor, havde han nu måske affundet sig med at Amir gerne vil være forfatter. Baba gik nu borte på en fredelig og lykkelig måde. Soraya og Amir havde været gift i 4 år. Deres ønske om at få børn er gik i opløsning, da flere undersøgelser viste sig, at de ikke kunne få nogle børn sammen. Lægen havde foreslået dem, at de kunne adoptere, denne idé var generalen Sahib ikke glad for, da han mente, at man ikke vidste hvilket blod man bragte ind i familien. Amir havde følt, at det var den måde Allah ville straffe ham på, for ikke at have hjulpet Hassan da han var i nød. De forløbne ti år sammen med hans elskede kone, havde Amir og hans kone Soraya levet et lykkeligt liv. Amir var nu 38 år, og det skulle vise sig, at efter det ene telefonopkald som Amir fik fra Pakistan ville ændre hans liv. I juni måned år 2001 stod Amir og så bleg ud i stuen da han fortalte hans kone, at han blev nød til at tage til Pakistan da hans kære Rahim var blevet meget syg. Med alt forståelse fra Soraya rejste Amir en uge efter til Pakistan. Det var sidst i 1981, at Amir sidst havde været i Peshawar, og det var i det samme år han sidst havde set Rahim, det var nemlig det år ham og hans far havde flygtet fra Kabul, men nu stod han altså her igen. Med hjælp fra en taxachauffør fandt Amir hurtigt frem til Rahim. Da hans kære Rahim åbnede døren, var synet af ham ikke det samme som den Rahim han sidst havde set. Han var kun af hud og knogler. Rahim lyste op ved gensynet af hans savnede Amir. De brugte mange timer på et indhente den fortabte tid. De fortalte hinanden historier fra deres verden. Amir fortalte om hans lykkelige liv med hans kone og svigerforældre i Amerika, og Rahim fortalte hvordan det gik ham og om hvordan han var havnet her i Peshawar. Rahim fortalte Amir om dengang hvorvidt han var blevet tilbage i Kabul i Amirs fars hus for at beskytte det som lovet, men efter den besked om at Baba var død gjorde ham ensom, og dette fik ham til at drage ud for at finde Hassan i 1986. Efter et ønske fra Rahim om at Hassan skulle flytte tilbage til Kabul sammen med ham for at hjælpe til i huset, hvor Rahim fortalte dem, at han ville betale dem godt for at hjælpe til, og det fik Hassan og hans kone Farzana til at tage med. I tiden de boede i huset, havde Hassans mor som han ikke havde set siden fødsel, opsøgt ham, og boede nu sammen med dem. I år 1990 kom deres søn Sohrab til verden, og Hassans mor Sanaubar levede ikke længe nok til at opleve Sohrabs 4 årige fødselsdag. Rahim fortalte, at de festede i 1996, da talibanerne kom til for at stoppe krigen. Men blot 2 år efter, massakrerede talibanerne hazaraerne. Efter al den historie som Amir fik fortalt, blev han nu i tvivl om Hassan stadig levede i det hus han var vokset op i? Dette fik Rahim til at give ham et brev, et brev fra Hassan. Brevet fik Rahim selv af Hassan, få dage inden han skulle rejse til Pakistan for at tale med læger om hans sygdom. Rahim fortalte at efter en månedstid han var ankommet til Peshawar havde han fået et opkald fra en af naboerne i Kabul, om at Hassan og hans kone var blevet skudt på åben gade. Tilbage var der nu kun deres søn Sohrab, som kom på et børnehjem. Rahim fortalte Amir, at han blev nød til at finde Sohrab, da Rahim ikke selv kunne tage opgaven op, da han var ved at blive gammel og slidt. Til forundring spurgte Amir hvorfor det var så vigtigt at finde den dreng, og hvorfor det netop var ham, der skulle finde Sohrab. En forklaring fra Rahim blev til en skuffelse for Amir, hele hans liv havde han levet på en løgn, en løgn som hans Baba og Ali havde holdt over for ham om hvorvidt Hassan var hans halvbror. Mange år tilbage, havde Baba været sammen med hans daværende tjenestepige – altså Hassans mor, hvor hun var blevet gravid og fik Hassan. Rahim fortalte, at Amir skulle bringe Sohrab til Peshawar, her var der et ægtepar –Thomas og Betty Caldwell som var klar til at tage i mod Sohrab, og klar til at give ham et bedre liv. Uden han gode vilje, men med en følelse af, at det var det mindste han kunne gøre for Hassan, efter alt hvad han havde gjort for Amir. Så var det at få hans søn i sikkerhed og sikre ham gode levevilkår, det var det mindste han kunne gøre. Det fik ham til at drage ud for at finde Sohrab.Farid som var Amirs chauffør, var ham der skulle vise Amir vejen til det sted Sohrab skulle befinde sig i Kabul. Farid var ham ikke så i mødekommende, og var allerede på forhånd dømmende over for Amir, da han jo kom fra Amerika. Farid mente, at han sikkert var kommet for at sælge jord og derefter få penge og rejse til Amerika igen. På deres tur til Sohrab, blev de nød til at få husly hos Farids bror Wahid, det var der, at Farid blødte lidt op, da han fik historien om hvorfor Amir enlige var her i Afghanistan. Da de var ankommet til Kabul, var byen ikke som den havde set ud før i tiden. Byen var nu fyldt med tiggere og ruiner. Byen lugtede ikke ligesom dengang af kebab, men nu af diesel, for det var det folk brugte i stedet for strøm. Amir mødte nu for første gang en rigtig talibaner, og så forbavsede som han var, var han kommet til at stirre på dem. En tigger kommenterede hans reaktion, og på den måde kom han i snak med ham, og det var også her, at Amir fandt ud af, at den gamle tigger altså kendte hans mor. Til sidst spurgte Amir, om den gamle mand vidste hvor man kunne finde børnehjemmet. Da de var nået frem til det børnehjem, kom de i snak med en direktør for børnehjemmet. Han fortalte, at de ikke havde nogen dreng ved navn Sohrab boende. Billedet som Amir viste dem, som var det billede, han havde fået i brevet af Hassan kunne han hellere ikke genkende. Dette troede Farid ikke på, han blev nu fysisk volddig over for direktøren, og fik til sidst et resultat i hans optrapning. Direktøren fortalte, at det var en Talib-officer som havde taget Sohrab med for en månedstid siden. Han bedte Amir om at gå hen til Ghazi stadion i morgen. Det var på denne stadion, at Amir blev vidne til et mord, og Talib-officeren var den skyldige i at en mand var død. Amir havde en aftale med Talib-offeren, de havde en aftale kl. tre. Det vidste sig, at den Talib-officer var en Amir godt kendte, det var Assef. Assef, ham der fysisk havde misbrugt Amirs halvbror, ham der altid havde været efter dem da de var små. Ham der nu også havde den dreng han søgte, Hassans søn. Amir bad om at få Sohrab med sig, dette skulle vise sig, at han kom til at betale en stor pris for. Assef havde sagt, når den der forladte rummet levende kunne få friheden. De kæmpede en kamp, og med hjælp fra Sohrab vandt Amir kampen. Han fik friheden og drengen med sig. Assef sad tilbage med en kugle i øjet, som Sohrab havde affyret med hans slangebøsse, for at få Assef til at holde op med at slå Amir. Amir var skadet, med flere brækkede på kroppen, mistede han bevidstheden i bilen og vågnede op på et hospital. Med en besked om at han nok blev nød til at udskrives fra hospitalet, da talibanerne nok var efter ham, hvilket han gjorde. Sohrab havde i mellemtiden levet hos Farid og hans familie. Amir havde fået et brev. Et brev som var fra Rahim. I brevet fortalte Rahim, at han var flyttet fra Peshawar og at han ikke ønskede at blive fundet. Farid havde fået besked af Amir om at finde ægteparret som ville forsørge Sohrab. Dette var en mislykket opgave, da der ikke fandtes nogen med navnet ’’Thomas og Betty Caldwell’’ hos den amerikanske konsulat i Peshawar. De havde aldrig eksisteret. Det var nu op til Amir, at finde ud af hvad han skulle gøre med drengen. Amir besluttede sig for at spørge Sohrab om han havde lyst til at tage med ham til Amerika. Fortvivlet som Sohrab var over at Amir og hans elskede kone Soraya måske skulle blive trætte af ham, og at han måske igen ville ende på et børnehjem, så havde Amir givet ham et løfte om at han aldrig nogensinde ville komme på sådan et sted igen. Dette skulle vise sig, at det ikke var et løfte Amir kunne holde for Sohrab. Mens Amir kæmpede en kamp om at få Sohrab til Amerika, var der nogle betingelser som gjorde det lettere hvis Sohrab i et stykke tid befandt sig på et børnehjem. Det havde den lille dreng ikke forstået, og han traf nogle hurtige beslutninger. Sohrab havde prøvet at begå selvmord. Med hjælp fra lægerne og en stærk dreng som Sohrab var vandt han kampen mod døden. Syv lange måneder efter vendte Amir tilbage til Amerika, denne gang var han dog ikke selv, men sammen med hans nevø Sohrab. Tiden i Amerika blev Sohrab til en indelukket dreng med et tomt blik i øjnene, han sagde ikke et ord, og det måtte Soraya og Amir vænne sig til. Sohrab havde givet Amir det første ’’et halvt smil’’ til en Afghansk nytårs fest, hvor de havde leget med drager. Til den samme fest, var også der hvor Amir havde løbet den drage op for Sohrab, og hvor han havde hørt sig selv sige nøjagtig de ord som hans halvbror havde sagt til ham for mange år tilbage: ’’ For dig, tusinde gange og mere.’’