Se, det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser I de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal derinde igen. Og se lige min mor!
Jeg går i en lille skole midt inde i landet, byen er meget lille, alle kender hinanden mere eller mindre, men det er ikke alle der har et lige godt forhold til hinanden, men sådan har det været gennem årtier. I skolen har alle det godt sammen, bortset fra mig og nogle andre, vi er dem som ingen kan lide, vi har vores eget lille samfund. Jeg tror, at det startede med, at vores forældre, selv lavede den her gruppe. Vi har et lille rum i kælderen under skolen, som kun vi kender til, det er der vi er hvert frikvarter, her kan ingen finde os. Jeg bruger min tid i timerne på at vente til frikvarter, og så går jeg sammen med de andre ned til vores hemmelige rum, fordi her kan vi være alene. Vi laver ikke meget dernede, vi sidder bare og kigger. Jeg ved ikke hvorfor det er blevet sådan her for os, men det er sådan det er, og hvis jeg tænker tilbage, så har jeg ikke prøvet andet…
Det er gratis at oprette en konto