Det hele startede da jeg var 12 år gammel, og ikke var specielt god til håndbold. Jeg spillede på daværende tidspunkt i Starup UIF, som jeg havde spillet for siden jeg var 6 år, eller noget i den stil i hvert fald. Jeg var langt fra den bedste på vores hold, da jeg startede med at spille, men med min passion for håndbold gav jeg aldrig op, jeg ville bare være den bedste, og sådan skulle det ske. Jeg blev i løbet af få måneder meget bedre til håndbold, og fik stor indflydelse på, hvordan vi klarede os som klub. Vores første opgave på året var opstartsstævne på hjemmebane, hvor mange andre klubber fra Haderslev kommune deltog flittigt. Efter en lang dag med masser af gode kampe, havde vi nu slået de fleste hold, bortset lige fra Haderslev. Vi skulle møde Haderslev i finalen, og de var et klart bedre mandskab end os, det vidste jeg godt, men håbet om at slå dem var der selvfølgelig stadigvæk. Til at starte med var det en meget lige kamp, men som kampen skred fremad, begyndte de at skrue bissen på. Jeg husker tydeligt vores ansigter, hvordan de nærmest sank til gulvet. det var ikke rigtigt til at forstå, vi følte nemlig selv at vi havde haft taget på dem, det meste af kampen. Vi tabte kampen, og var selvfølgelig ærgerlige over ikke at triumfere på hjemmebane, når folk ligesom havde håbet på vi vandt. Jeg havde selv spillet en rigtig god kamp, men det kunne jeg jo ikke bruge til noget, nu hvor vi havde tabt.
Det er gratis at oprette en konto