Elsa sad på sit værelse, hvor hun legede med sin dukke. En dukke hun fik af sine forældre, da hun var 3 år. Hun kaldte den prinsesse Alexandria, fordi hun havde hørt så mange fantastiske fortællinger om hende, og hun var et forbillede for Elsa. Elsa syntes, at Alexandria var noget for sig selv. Dukken var ikke bare en dukke, men en søster som Elsa aldrig fik. Den var lavet af hendes mors kærlighedsfulde hjerte og hendes fars hårdtarbejdende sjæl. Hver gang hun kiggede på den tænkte hun på sin afsindige og forkælet søster, der hele tiden ville lege med hende. Elsa forstod ikke, hvordan dukken kunne minde hende om hendes søster. De var vidt forskellige, hvis man altså spurgte Elsa. Hun væmmedes altid, da Anna var tilstede. Hun ønskede, at hendes søster bare forsvandt langt borte, og hun ikke ville se hende mere. De begge udstrålede en form for aura. Elsa udstålede en meget kold og led aura, da Anna var tilstede. Mens Anna udstrålede en varm og kærlig aura. Anna elskede sin søster rigtigt højt, og hun ville tilbringe sin tid med hende, selvom hun altid blev afvist og skubbet væk, men det var noget vrøvl i Elsas øjne. Hun mente nemlig, at Anna havde en falsk personlighed, hvor den skulle få folk til at tro, at hun var bare en lille sød og uskyldig pige. Hun stillede sig selv spørgsmålet, hvorfor hun ikke havde en lillesøster mere som hende selv eller Alexandria, og ikke en lille søster, der havde en anderledes tilgang til sjov og for den sags skyld en anden tilgang til alt muligt, og ikke irriterer Elsa med en hulens masse spørgsmål.
Det er gratis at oprette en konto