Det gør mig så inderligt ondt, at du skulle komme hjem fra din rejse, lige i dette uheldige tidspunkt.
Jeg har gået herhjemme hver dag i 3 år nu, med bekymringer om hvornår, dit telegram ville dukke op, eller om det overhovedet ville komme? Hver gang jeg så en soldat gå udenfor huset, faldt tanken mig ind med det samme, at de ville komme for at fortælle mig at du var tabt i krigen. Jeg har grædt hver nat, sendt breve ned til dig hver dag, og knoklede som en sindssyg for at ungerne og jeg kunne få mad og noget at bo i. Børnene bad til gud for dig hver aften, i håb om du snart ville vende hjem. Til sidst valgte jeg at give op… Jeg kunne ikke mere! Det var for hårdt for både børnene og jeg. Vi var nød til at komme videre i vores liv, som så også var det sværeste valg jeg nogensinde har skulle træffe!
Efter Christines årlige Teaterforestilling i skolen, mødte jeg en mand ved navn Charlie. Han var, en kæmpe trøst når jeg havde, det allerværst. Han var, der ligesom bare. Vi blev tættere og tættere for hver gang vi var sammen, og til sidst kunne vi bare fornemme, at vi elskede hinanden. Charlie er en god mand! Han kan forsørge os, og give os alt hvad, vi har brug for. Hans, Jeg elsker ham, og ligeså gør børnene. Men du må aldrig glemme alt det vi havde sammen! Det vil aldrig kunne erstattes! Du var noget helt særligt, ved du! Det var også det som gjorde, at det tog mig så lang til at indse, at du nok ikke kom tilbage til os i live. Men det gjorde du…
Det er gratis at oprette en konto