Jeg husker at have tænkt over, hvorfor det var nødvendigt lige præcis, at jeg kunne klare mig selv. At kunne være ærlig og ansvarlig var en selvfølge, ellers kunne man jo ikke være med til at bestemme.
Men lige præcis at kunne klare sig selv.
Min modenhed var der intet i vejen med, den havde jeg faktisk så meget af, at jeg mente jeg kunne klare og sørge for mig selv. Mine forældre havde en helt anden holdning selvfølgelig, jeg var jo kun 12 år gammel. Men hvis de kunne være selvstændige og bestemme over dem selv, så kunne jeg jo selvfølgelig også.
Det var en ren rutsjebanetur, følelser sprang fra højre til venstre i frygt for at falde i frit fald, når jeg blev for høj i hatten. Hvorfor plage mig med to irriterende voksne mennesker, når jeg selv mente jeg var et? Jeg blev helt klart lokket i fordærv med troen på mig selv, jeg troede jeg kunne klare hele verden.
Men hvornår er man egentlig voksen? Er det alderen, der bestemmer det eller er det, når man føler sig mentalt klar til at stå på egne ben?
Fordi jeg kender utallige barnlige voksne, men også utallige voksne børn. Er det forkert at visse børn føler sig som voksne? Er det forkert at visse voksne føler sig som børn? Man siger jo at barnlige voksne er mere kreative, men har vi brug for kreativitet, hvis vi ingen voksne har? Begge ting er jo vigtige, hvis vi ingen voksne har, hvem skal så løse alle hverdagens problemer, fejl og mangler? Men hvis vi ingen kreativitet har, hvem skulle så sørge for udviklingen i verden, så vi kan følge med tiden og leve i et velfærdssamfund, som dagens Danmark faktisk er?
Det er gratis at oprette en konto