Den Vej, der fra Lillelunde By fører i Vest, bugter sig først på en Strækning af næsten en Fjerding mil hen over fladt og frodigt Land med spredt liggende Gårde og grønne Agre. Derpå kravler den møjsommelig op ad en svær, knudret og ufrugtbar Højderyg, der temmelig brat hæver sig fra Slettelandet, og når omsider gennem flere Svingninger dennes højeste Punkt, hvor den gamle Kampestenskirke ligger ensomt og frit med sin murindhegnede Kirkegård.
Den ligger deroppe på den nøgne Pynt, mellem Ræve huler og Lærkereder, - syngende sine daglige Morgen- og Aftensange med klar, indsmigrende Røst, der i stille Vejr høres ned over Sletten, men faldende ind med stærkere og malmfuldere Stemme, hver Gang en af de Lillelunde Folk gør sin sidste, langsommelige Kirkefærd op igennem Hulvejene, ... en stor (til 4 Mark og 8 Skilling) for Bønder og velhavende Håndværkere, samt en mindre (à en gammel Rig sort), til hvis lidt mere sprukne Toner Husmænd og Jordløse Indsiddere beskedent ager op til deres Fædre, ... for nu slet ikke at tale om hine fattige Stympere, der - ligesom ad en Bagvej - listes over i Evigheden uden anden Musik end Præstens Amen og Grusets tre hule Bump på det tynde Kistelåg.
Det er gratis at oprette en konto