I dag så jeg ned ad vinduet med længsel af at flygte fra den her verden, at se verden fra et andet syn. At se havet bølge, at se den røde sol. Men i dag var dagen anderledes, jeg har besluttet mig at åbne mit vindue og høre vinden suse ind, at høre skibene sejle væk og ind. Og jeg har også hængt mit spejl ved vinduet for at minde mig selv, at jeg engang flygte herfra, og flyve hvor vinden vil tage mig. i dagevis har jeg gemt mig her, og skrive en romantisk brev. Til den vidunderlige dame, jeg i længe tid har savnet og tanken af at holde hende igen, gør mig sindssygt. Hvornår skal jeg dog holde hende igen, og se vore guldklumper?
Der kom en mand i dag, med en hvid kuvert. Med en invitation at jeg kunne for lov at rejse med skibet Isabella67, den kommende søndag. Er det et tegn på at jeg nu kunne flygte fra virkeligheden? Eller var det endnu et mareridt? Jeg ved ikke om skal tage chancen eller lad det ligge og lade det måneder gå, her i det her smalle værelse. Jeg ved ikke endnu hvor skibet rejse hen, men tanken af havet og vinden og duften af havet bringer sommerfugle i maven. Men det betyder jo ikke at jeg komme til at se min elskerinde, det betyder bare. En rejse uden en destination, hvor jeg er kaptajnen højre hånd. Det er mit arbejde at lede dem, hvor skatten befinder sig. Jeg er nærmest en fange ude i det blå, der er ingen sted at flygte.
Det er gratis at oprette en konto