Rhombeporfyren: en stens historie

Jeg vil gerne fortælle en historie om en sten, det er en rhombeporfyr. Den kommer fra Norge, her er dens historie.

Mit navn er Rhombe, jeg kommer fra Norge, mere præcist fra Vestfold i Oslo området. Jeg kom til verden for over 250.000-300.000 år siden. Jeg blev skabt på den måde at en vulkan spyede lava ud i det der nu er Oslofjorden. Lavaen størknede blandet sammen med mineraler, sådan blev en hel masse andre, mine tre brødre og jeg skabt. Mine brødre og jeg er brune med lyse rombe eller linse formede strøkorn af feldspatmineralet plagioklas samt få, små korn af biotit og augit. Plagioklas, biotit og augit er mineraler som findes i magma/lava bjergarter. Alle de andre, mine brødre og jeg er nemlig racen Porfyr, Rhombeporfyr, vi går også ind under racen/gruppen ledeblokke, som betyder at man ved hvilken bestemt lokalitet vi kommer fra. Det var noget om hvordan jeg blev skabt, men jeg skal også fortælle om hvordan jeg kom hertil Danmark. Til at starte med sad mine brødre og jeg sammen som en stor sten, der bare lå der på stranden og lå. Dyr tissede på os, mennesker eller menneske lignende væsner klatrede på os og til sidst men ikke mindst var der vejret. Vinden, regnen, sneen det sled alt sammen på os. Så som årene gik, i alt det slidende vejr, kom der revner i os. Der siv så vand ned i revnerne og da det så blev koldt udvidede vandet sig. Til sidst kunne vi ikke klare det mere og vi forvitret til fire dele. Nu var vi var vi blevet noget mindre, så vandet kunne nemt transportere ud i havet. Så vi blev transporteret ud i havet og aflejret der, indtil der kom en stærk strøm som transporterede os op på land jorden igen. Hvor vi blev aflejret igen, det skete en hel masse gange. Det eroderede efterhånden på os og gav os vores helt egen og helt specielle form. Det var under den første istid i hele mit lange liv. Saale istiden, den startede for over 300.000 år siden, mere præcist for ca. 388.000 år siden. Så jeg blev faktisk skabt under en istid, nu hvor jeg tænker over det. Den transporterede mig til Sverige, hvor jeg så blev aflejret. Hvor i Sverige ved jeg ikke, men jeg ved at det var et eller andet sted på østkysten. Den istid splittede mine brødre og jeg ad, fordi jeg ved ikke hvorhenne de blev aflejret. De kan både være blevet aflejret i Norge, i Sverige og såvel også i Danmark og Tyskland.? Men der skete det samme for mig i Sverige som i Norge. Jeg blev transporteret ud i vandet, aflejret og så transporteret op på land og aflejret. Ind imellem kom der nogle mennesker gående forbi, og det kunne sagtens ske at de kastede mig ud i vandet igen, men de tog mig aldrig med hjem. Så kom mellemistiden Eem for ca. 130.000 år siden, og jeg var blev ført længere sydpå. Jeg tror, jeg var endt i Skåne eller noget deromkring. Jeg var blevet transporteret væk fra kysten og aflejret inde i et område der senere blev til skov. Der lå jeg så i helt vildt mange år, begravet under mos og kviste. Men så en dag var der en hund der gravede mig op og ejerne tog mig med hjem. Hos dem boede jeg så lige indtil den dag jeg blev smidt ud. Jeg hørte dem ikke snakke om nogen speciel grund/årsag, jeg blev bare smidt ud. Så var jeg tilbage i naturen igen, helt på egen hånd. Og så kom den sidste istid jeg har oplevet indtil videre, Weichsel istiden som begyndte for ca. 117.000. Den transporterede mig til Danmark, mere præcist til Falster. Der blev jeg aflejret på en strand, hvor der var flere sten end der var sand. Der lå jeg i helt vildt mange år uden der skete det helt store. Der var selvfølgelig et par barske vintre og nogle hæftige storme, men ellers ikke noget særligt. Men så en dag blev jeg samlet op af en familie på fire, da de var ude og gå langs vandet med deres hund. De syntes at det så ud som om at jeg havde havregryn på, der må jeg også indrømme at det kan det sagtens ligne. Og sådan endte jeg i Danmark, i hænderne på Magnus Rømer Jørgensen og Klaus Kokholm, når han læser dette.