Filmen tager sin begyndelse midt i hovedpersonen Saras lillesøsters dåb. Hele familien er samlet (og nærbillede af Saras ansigt viser at hun identificerer sig med søsteren)– sammen med den øvrige menighed – og det fremgår af alles miner at dette er et stort og stolt øjeblik.
Sara og hendes lillebror August, optræder dernæst på en scene foran menighedens medlemmer. Lillebroren træder frem og siger:
”Altså, Jehova bærer ikke skylden for det onde, der sker. Forestil dig en kærlig far, hvis søn eller datter rejser bort – og vælger at føre et farligt liv. Er det så farens skyld?”
”Du er vist bare en lille dreng, der er blevet sendt ud for at binde mig noget på ærmet”, svarer Sara.
”Det tror du”, svarer broren. ”Men det står i Biblen. Der står også, Jehova er kærlighed”
Sara: ”Gør der det? Så skulle jeg alligevel have læst den.”
August: ”Prøv at læse her. Her står det, så selv du kan forstå det.”
Sara: Det gør det da også! Tak! Nu forstår jeg meningen med det hele.”
At det kan opleves som noget ophøjet at tilhøre det særlige fællesskab fremgår af Sara og Theas overbærende reaktion på fødselsdagsscenen i klassen. Men at det også kan føles begrænsende fremgår med lige så stor tydelighed af Saras reaktion, da fødselsdagsbarnet kysses inderligt af sin kæreste (3.24). Sara fornemmer her, at der er en anden kærlighed at længes efter end Jehovas.
Det er gratis at oprette en konto