Radikale Venstre: historie og politik

Radikale Venstre Danmarks social - liberale partiDet radikale Venstre, i pressen oftest blot De Radikale, fork. RV, R eller B) er et socialliberalt dansk politisk parti, der ofte indtager en nøglerolle i Folketinget. Partiets politiske leder har siden 15. juni 2007 været Margrethe Vestager Historien bag De radikale venstre

1905 – RADIKALE OPSTÅR

Gamle forskelle inden for Venstrereformpartiet blussede op igen, og i 1905 blev regeringen sprængt, da I. C. Christensen dannede en ny regering. Kort efter brød en gruppe ud af partiet og dannede samme år det selvstændige parti "Det Radikale Venstre.Efter dannelsen af De Radikale og Alberti-skandalen, hvor daværende justitsminister P.A. Alberti (V) meldte sig selv for bedrageri, var reaktionen et styrket sammenhold i Venstre og fornyet energi i arbejdet. I 1908 blev den første forening af Venstres Ungdom stiftet i Kolding. Allerede i 1912 var der så mange VU-foreninger over hele landet, at man dannede en Landsorganisation.I 1910 blev der dannet en ny Venstre-regering under ledelse af Klaus Berntsen. Her blev der holdt igen på de sociale reformer, fordi man mente, at skatterne var ved at blive urimeligt høje. Alligevel lykkedes det at skabe forlig med De Radikale og Socialdemokratiet om et forslag til en ny grundlov, som blev vedtaget i 1915.Efter første verdenskrig (1914-18) skete der en ændring i Venstres lederskab. Tidligere havde det været de store, rent politiske spørgsmål, der havde været i forgrunden med I.C. Christensen som den naturlige leder. Det gled nu i baggrunden til fordel for en mere erhvervspræget politik, hvor særligt Th. Madsen-Mygdal blev talsmand for de liberale landbrugssynspunkter.1924 dannede Socialdemokratiet for første gang regering under ledelse af Th. Stauning – med De Radikale som støtteparti. Men allerede i 1926 kunne de ikke enes om den økonomiske politik. Så Venstre dannede igen regering – denne gang med Madsen-Mygdal som statsminister. Den danske økonomi nødvendiggjorde kraftige besparelser i de offentlige udgifter, og der blev skåret dybt. De sociale ydelser måtte holde for. Det var her, Venstre fik "brændemærket"som et parti, der var fjende af de svage i samfundet. Der skulle gå årtier, før Venstre igen blev accepteret som et "socialt parti".