Skal du ikke i skole? Min irriterende mor står i sit grimme jakkesæt, og stirrer vredt på mig. Hun virker ivrig, jeg kan mærke på hende, at jeg skal skynde mig. Hun piller lidt ved mine dyre parfumer, der står på mit skrivebord to meter væk fra min store dobbeltseng. Er hun ikke snart blevet træt af at spørge mig om det samme ligegyldige spørgsmål? Jeg gider ikke i skole, det har jeg aldrig gidet, så hvorfor skulle det være anderledes nu? Jeg vælger provokerende, som jeg er, at ignorere hende. Jeg trækker min elskede varme dyne over hovedet, og vender mig langsomt om på min højre side. Jeg kan høre et dybt suk ovre fra skrivebordet. Hun spørger aldrig om, hvordan jeg har det. Hun er skide ligeglad med mig. Hun har opgivet mig for længst, det er jeg overbevidst om. I hendes øjne er jeg bare en lille hund, som hun er tvunget til at passe. Det eneste hun går op i, er mine karakter. Jeg skal have høje karakter, så jeg kan leve op til familiens standard. Jeg kigger ud af det store og eneste vindue, jeg har på mit værelse. Et tyk lag dug har lagt sig på ydersiden af ruden. Det er mørkt udenfor, så mørkt at jeg næsten ikke kan se vores ellers så store og vedligeholdte have. Jeg kan både høre og se vinden, der suser kraftigt i vores høje faldefærdige egetræ. Det er gråt, kedeligt og helt sikkert utrolig koldt på denne tidlige november morgen. Jeg sætter mig op på senge kanten, stadig med blikket rettet ud mod haven. Min mor er, uden jeg har lagt mærke til det, gået ud af mit værelse. Hun har som altid glemt at lukke døren. Det irriterer mig, hun irriterer mig, alting irriterer mig. Jeg rejser mig op, og går hen til mit klædeskab. Alt på mit værelse er hvidt, flot og stort. Der er ikke en eneste ting, som ikke er tænkt ned til den mindste detalje. Skabene er selvdesignet, sengen er købt i Italien, selv min skoletaske er købt i et dyrt mærke. Jeg hopper i tøjet, som min mor lagde frem til mig i går. Jeg skynder mig at børste mine hvide tænder med min elektriske Oral-B tandbørste. Jeg griber min sorte skoletaske, og smutter hurtigt ud af døren. Det er koldt, gråt og vådt, ligesom jeg havde forventet. Jeg kan mærke en kold regndråbe på min allerede røde næse. Jeg løber hurtigere end aldrig før. Jeg skal nå bussen, og jeg skal have varmen. Vinden rykker i mig, den suser lige igennem min ikke vindtætte jakke, det føles som is, der løber igennem mine blodåre. Kulden bider både i mine fødder og fingre. Jeg hader november, jeg hader kulde, jeg hader alting. Jeg nærmer mig det blå busskur, hvor jeg hver morgen ihærdigt står, og venter på bussen. Jeg betragter plakaten med en halvnøgen dame på. Hun har en Tuborg øl i hånden. Jeg kan ud af øjenkrogen se den gule bus komme kørende. Buschaufføren ligner som altid en vred og aggressiv Rottweiler. Han har lidt kaffe siddende i hans lange grå skæg. Jeg kan mærke et smil sprede sig på mine læber, ikke fordi jeg er glad, men fordi han ser utrolig morsom ud.
Det er gratis at oprette en konto