Der er forskellige holdninger om, hvad det er, der gør en krimi speciel, og hvad det er, som gør, at vi alle er så opslugt af lige den genre.
Bjørn Bredal mener, at der er gang i en slags krimifascisme. Krimien indeholder sentimentalitet, brutalitet og systemets ret, og alle tre ting bliver opgraderet til noget helt voldsomt og til noget, som er langt ude for hverdagens normer. Dette sætter os altså i en tilstand, som vi bliver helt opslugt af.
Bredal nævner i starten, hvordan krimier blev skrevet i genrens begyndelse. Det onde var noget, som blev beskrevet på en splittet og nuanceret måde. Det havde ikke en absolut størrelse. Vi kunne genkende det i os selv. I dag er det hele lidt mere sort og hvidt. Det er en kontrast. Krimiens historier indeholder heftig ondskab, som kun bliver værre og værre igennem morderens massemord, som den helteagtige politigruppe må bruge næsten alle knep på at stoppe, om det så går ud over samfundets idéer og regler
Politigrupperne bliver skildret sådan, at vi, som følger med hjemme i stuerne, kan identificere os med dem. De bliver syge, har kropumulige børn, har problemer i ægteskabet og har psykiske lidelser – alt sammen noget vi kender til. Man kan blot se på den kendte danske krimiserie ”Rejseholdet”. Den byder på alt det ovennævnte. Der er f.eks. indbyrdes familie- og kærlighedsproblemer i politigruppens medlemmer. Den ene er tæt på at blive skilt, og hendes børn føler sig svigtet af hende, da hun har alt for travlt med jobbet. Den anden har en kollega som kæreste, som til tider bliver banket halvt ihjel.
Det er gratis at oprette en konto