Indvandrere på indkøb

Her forleden dag var jeg en tur i Netto. Vi skulle nemlig holde en lille påskefrokost. Jeg  har aldrig rigtig kunne lide den Netto jeg bor tættest på, da jeg har hørt mange historier  om indvandrerbander og pushere der holder til i området. Men siden det var på en  helligdag var det kun få indkøbsbutikker der havde åbnet.  Men jeg tog min cykel og kørte hen til butikken. Jeg gik ind i butikken, samlede alle  varerne jeg skulle bruge og fortsatte over mod kassen. På vej mod kassen gik jeg forbi  en gruppe af unge indvandrere der stod og snakkede rundt om frugt og grønt  afdelingen, som en flok høns, og så fordomsfuld som jeg er valgte jeg at gå ned af den  næste gang. Jeg ved jo godt at ikke alle indvandrere stjæler, men man har jo hørt så  meget.  Gruppen af unge indvandrere gik også op til kassen og betalte, mens jeg pakkede mine  varer færdigt. På vej ud af butikken stødte jeg ind i en af de indvandrerne, men jeg  kiggede bare ned i jorden og sagde stille undskyld, så skyndte jeg mig ud af butikken og  cyklede hjemad.  Da jeg kom hjem begyndte jeg stille og roligt at pakke varerne ud og tænkte ikke  længere på de unge indvandrere. Lige indtil jeg skulle kigge på bonen.   Min pung var væk!  Jeg tænkte med det samme på sammenstødet mellem mig og den unge indvandrer.  Tænk at stjæle fra en ”lille”, lettere uskyldig pige. De må da være bare lidt taknemlige  over at vi har taget dem ind i vores land, givet dem et sted at bo, og givet dem de  samme rettigheder som vi har. Jeg var mildest talt rasende.  Jeg skulle lige til at ringe til politiet, da det ringede på min dør. Med telefonen i hånden,  trykkede jeg 112 ind og gik ud til hoveddøren.  Jeg åbnede døren og til min overraskelse var det to af de unge indvandrerdrenge der  stod i døren. De spurgte efter Katrine, og sagde selvfølgelig at det var mig. De havde  set mig tabe min pung på vej væk fra Netto og havde prøvet på at indhente mig, men da  han gav op kiggede han bare efter min adresse i min pung.  Hold da op, hvor flov jeg følte mig. Jeg havde slet ikke overvejet at jeg kunne have tabt  den. Det er det der sker når man tænker det værste om folk og ikke giver dem en  chance.  Den ene rakte mig pungen og forsikrede mig om at alt stadig var deri. Jeg takkede dem  mange gange, inden de gik igen.  Efter de var gået tog mine fordomme selvfølgelig over igen, og jeg kiggede om alt stadig  var der. Og som de havde sagt? alt var deri.   Jeg tror det er den oplevelse der har fået mig til at gro mest som menneske. Jeg har  nemlig lært at give alle en chance, lige meget hvem det er. For det meste er det bare  nogle venlige folk der vil hjælpe en.