Hertugdømmet Slesvig var i princippet det samme som Sønderjylland, det var indtil 1864 et hertugdømme beliggende mellem Ejderen i syd og Kongeåen samt Kolding Å i nord. Hovedbyen i hertugdømmet var byen Slesvig.
Allerede i 1100-tallet blev de tre sydligste enheder i Jylland, Barvidsyssel, Ellumsyssel og Istedsyssel til et dansk grænseområde, som blev styret af en en jarl med særlige beføjelser. Den første med sikkerhed kendte jarl i Sønderjylland var Knud Lavard som var jarl fra 1115 til 1131. Knud havde tilbragt en del af sin ungdom hos hertug Lothar af Sachsen, og var der blevet bekendt med den tyske samfundsorden, som på den tid var ukendt i Danmark.
I 1848 gik der igen en frihedsbevægelse over Europa udløst af februarrevolutionen i Paris. Også i København rørte de liberale på sig, og da den nye konge Frederik den 7. udnævnte et liberalt ministerium og lovede danskerne en forfatning, udløste dette i Kiel dannelsen af en provisorisk regering for et selvstændigt Slesvig-Holsten samt et militært kup mod fæstningen Rendsborg. Dette blev indledningen til den borgerkrig, som kaldes Treårskrigen eller den 1. Slesvigske Krig, som med afbrydelser varede fra 1848 til 1850.
Efter 1864 blev Slesvig i første omgang forvaltet af Preussen, mens Holsten blev forvaltet af Østrig. Efter Preussens sejr i den Preussisk-østrigske krig i 1866 overtog Preussen ved freden i Prag den 23. august 1866 herredømmet i hele det slesvig-holstenske område. Den 24. december 1866 vedtog det preussiske parlament en lov om Slesvigs og Holstens indlemmelse i Preussen som provinsen Slesvig-Holsten. Loven trådte i kraft den 24. januar 1867, og dermed ophørte hertugdømmet Slesvig med at eksistere som hertugdømme og som statsretlig enhed.
Det er gratis at oprette en konto