IIliad sang

Og hun så ud som den gamle morlil27, hendes uldspindekone, (385) som i sin tid da hun endnu var hjemme i sit Lakedaimon, spandt hendes liflige uld, en kone hun godt kunne lide. I sin forklædning rørte hun ved hendes duftende kåbe, rykkede i den og talte bevingede ord til Helene: “Skynd dig og kom! Alexander vil ha du begiver dig hjemad. (390) Han er i kammeret, sidder på sengens polerede ramme, skøn i sit prægtige tøj. Ham ville man ikke formode netop var kommet fra kamp, men tænke var klar til at danse eller for nylig vendt hjem fra fest med dans og ballade.” Således var hendes ord, og de bragte Helene i oprør. (395) Men da hun kendte gudindens forunderligt dejlige nakke, yndigt lokkende barm og klare og glimtende øjne,