I Belgien har man stadig nogle rester fra skyttegrave fra første verdenskrig. Man ved at soldaterne har måtte leve forfærdeligt nede i skyttegravene, der var konstant fugtigt og dryppene og den kvalmene stank af død gik igen og igen. Man vidste at vis man stak hovedet op fra skyttegravene kunne man god forvente at blive skudt.
Overlevende fra den første verdens krig beskriver at det værste ved skyttegravene var den kvalmene stank af de mange lig som der lå i læssevis, og den forfærdelige følelse af at have konstant at have fugtige og kolde fødder, og man turde ikke tage støvlerne af fordi man var bange for at man havde fået skyttegravsfødder. Skyttegravsfødder var når at fødderne begyndte at rådne op, hvor derefter var stor risiko for at dø af blodforgiftning. Rotter på størrelser med katte levede af de døde kroppe og soldaternes mad. Rotterne var som nogle bakterie bomber, og de i forvejen dårlige hygiejniske forhold, gjorder at soldaterne blev dødsyge.
”Skyttegravsfeber” var ligeså dødeligt som at blive ramt af fjendens kugler. Sygdommen slog selv de stærkeste unge mænd ihjel, og udover det var soldaterne også plaget af kæmpe store lus, som kradsede og kløede inde i soldaternes uniform. Og for at få de store lus væk skulle uniformen kogevaskes, som ikke var noget de havde stor mulighed for.
Det er gratis at oprette en konto