Essay

“Bare vær dig selv, og slap af” “Hvis du bare er dig selv, skal det hele nok gå” Sådanne vendinger hører vi tit i vores dagligdag. Selv om vi får det fortalt utallige gange hjælper det os enlig ikke altid. Men er det rent faktisk noget vi selv vælger, bestemmer vi selv hvem vi er, og hvordan vi opfører os. I min optik synes jeg at vi selvfølgelig selv vælger hvem vi er og hvordan vi opfører os, men det afhænger af hvilke situationer vi står i. Er vi lige pludselig i et rum med alle vores venner, så skal vi da fyre den af, høre højt musik og hygge os. Men sidder vi lige pludselig ved middagsbordet, med vores familie og bedsteforældrene sidder overfor en, så er vi lige pludselige mussestille og kan knap nok få åbnet munden. Alt efter hvor gamle vi er ændrer vi os. Når vi er små, og kaster os rundt i mudderet i børnehaven, mener jeg at vi fuldstændig er os selv. Der er ikke en pige der påvirker os, og får os til at ændre adfærd, ihvertfald ikke på samme måde, som når vi er teenager eller voksne. Men når vi så når alderen 14-15 så ?yver hormonerne rundt i vores krop, og vi kan ikke styre vores følelser. Vores forældre er ved at få spat fordi vi er et rodehovedet og ikke kan planlægge noget en dag frem. I den her periode er vi ikke helt på samme måde os selv, hormonerne påvirker os, hjernen udvikler sig og det påvirker os “DET STORE ER IKKE AT ”VÆRE DETTE ELLER HINT, MEN AT VÆRE SIG SELV, OG DETTE KAN ETHVERT MENNESKE, NÅR HAN VIL” Når jeg læser det her citat, bliver jeg nødt til at læse det igennem et par gange. Det får mig til at tænke over alle de situationer jeg har været i, hvor jeg har ændret mig, eller opført mig på en special måde, pga en person eller et objekt. Og det får mig til at indse at man bare skal være sig selv, at man ikke skal ændre sig, eller lave om på sig selv eller lave om på noget som man gør, pga en eller nogen siger det er tosset. Man skal gøre det man har lyst til, selv om det kan være svært. Når jeg ser billedet af Sanne Søndergaard, ser jeg 2 forskellige piger, pigen med makeup og pigen uden makeup. Netop det her med at man kan være “forskellige” personer alt efter hvem man er sammen med, synes jeg det her billede symbolisere perfekt. Sanne med makeup er i byen med sine veninder, hun er klar til at give den gas. Makeuppen sidder perfekt. Hvis hun ser en lækker fyr går hun all-in på ham. Det out?t hun har med makeup vil hun nok ikke have, hvis hun skulle hjem til sine bedsteforældre. Tværtimod så det uden makeup, ville være passende til at besøge sine bedsteforældre, hun er helt sig selv, hun har ikke hele Matas i ansigtet, det er hende man ser. Man ser det som nogle vil kalde fejl, “fregner” men det er lige præcis det der gør hende til den hun er, ligesom hendes små poser under øjnene, der viser hun er en travl kvinde. Men jeg som mener at billedet uden makeup ville være passende til at besøge familien, kan rent faktisk være ligegyldigt, fordi hvis hun føler at makeup er det bedste for hende, og hun er sig selv, så skal hun da bare tage makeup på. Jeg tror også at grunden til man ligesom laver om på sig selv og ikke tør at tage et par skrigende sko på, eller ikke tør at tage en kort nederdel på, er fordi man er bange for hvad folk tænker. Hvad nu hvis de ikke kan lide mig. Måske skal man bare møde alle mennesker åbent. Snakke med dem uden fordomme om deres udseende, deres væremåde, deres liv. Man skal måske passe på med at sætte mennesker i en konkret ramme eller bås, blot fordi de er anderledes. Fordi de kommer fra en gård helt ude i den nordjyske, eller fordi de har meget makeup i hovedet.