Unormalt er det nye normale

’’I dag er idyl ikke brugbart som udgangspunkt i tv-serier; det er ganske enkelt for kedeligt, for trivielt og for umoderne’’ Vendinger som denne bliver ofte brugt som forklaring om udviklingen af vort samfund i dag. De bedrevidende livsstilseksperter taler altid om, hvordan vi mennesker godt kan lide at skille os ud. Jeg stammer selv fra en familie, hvor vi er opvokset med tankegangen om, at det unormale er bedre end det normale. Jeg voksede op i et hjem, hvor kunst og diskomusik blev vægtet højt. Disse barndomsminder har jeg taget med i mig til teenageårene, hvor jeg nu selv lytter til de fede 70’er numre og vægter kreativiteten utrolig højt. Mange af mine venner synes, at det er unormalt, at en dreng på 17 år danser rundt til 70’ernes funky melodier, men er det virkelig så unormalt at lytte til noget, der er produceret for 35 år siden? Jeg spekulerer ofte i lange baner over, hvad det egentlig betyder, når vi kalder noget normalt og noget andet unormalt. Hvad er vores årsag, hvis nogen? Tanken strejfer mig, at det eneste vi har som argument, er vores evne til at forstå og opfatte forskellige signaler, sådan som vi opfatter dagligdagen. Tanker om normalheden er baseret på personlige træk og en persons være måde samt den sociale arv. Er det normale det som alle de andre gør, eller er det normale at være unormal og anderledes? Det er dette emne, som jeg i mit essay omkring det unormalt er det nye normale vil forsøge at skabe et overblik over.