Det kan være svært at skelne, hvornår noget eller nogen er normale. For hvornår er noget normalt? Og hvornår er noget unormalt? Er det normalt at være ligesom alle andre? Eller er man normal, når man er sig selv og tør adskille sig fra andre? Intet er normalt, men jeg tør påstå, at vi gennem normer har fremkaldt et ideal om at være normal, som er umuligt at udleve. Alligevel tror jeg, at de fleste stræber efter at være så normal som muligt, for hvis ikke de gør det, vil de blive ramt af følelsen om at blive udelukket af samfundet. De fleste vil jo nok mene, at dét at være normal, er at bære den samme adfærd ligesom ”alle andre”. At være normal kan hurtigt komme til at lyde firkantet, kedeligt og gråt.
En ting vi alle gør helt ubevidst, når vi går rundt blandt en større mængde af mennesker, er at putte dem i båse. Vi kategoriserer dem, og gerne i en overordnet kategori på baggrund af deres udseende og adfærd. Normal eller unormal. Jeg tør vove mig ud i at sige, at det er noget vi gør, hver gang vi møder et nyt menneske. Det er ingen skam - det er noget vi alle gør. Jeg tror vi finder trangen til at kategorisere de mennesker vi møder, for at finde ud af, hvor vi selv ligger på skalaen over normalitet. Ser man en person iført kulsort, hullet tøj, læderjakke, sort hår, piercinger i ansigtet eller en stor, muskuløs rocker med tatoveringer dækket over hele kroppen vil den første tanke hos de fleste nok være, at de er personer, som afviger fra normen.
Det er gratis at oprette en konto